Efter to år med udfordrende vejrforhold kunne Aurion A/S og deres avlere i 2025 endelig glæde sig over en høst, der på mange måder oversteg forventningerne. Kornrådgiver Bjarne Hansen har gjort status over vækstsæsonen og høsten, og meldingen er klar: Det har været et år med markant fremgang – dog ikke uden enkelte skår i glæden.
Vækstbetingelserne var optimale fra starten. Allerede i efteråret 2024 bød vejret på lange tørre perioder, hvilket gjorde det muligt at så kornet rettidigt og under ideelle forhold. Fremspiringen var god, og vinteren forløb uden skader på afgrøderne. Foråret kom tidligt og tørt, hvilket gav avlerne mulighed for at bearbejde jorden og udbringe husdyrgødning præcist, når planterne havde behov for det.
”Alt så godt ud, da jeg besøgte avlerne i juli,” fortæller Bjarne Hansen, som bemærkede en generel optimisme blandt producenterne. Den tidlige såning medførte også en tidlig høst, og trods en regnfuld start kom afgrøderne i hus under forsvarlige forhold.
Udbyttemæssigt var høsten en succes. Ifølge Bjarne Hansen er det bemærkelsesværdigt, at både korn og bælgplanter klarede sig godt – en sjældenhed, da nogle afgrøder typisk trives bedre end andre i et givent år. Faldtallene, som er afgørende for kornets bagekvalitet, var tilfredsstillende, men årets høst led under en lav proteinkoncentration. Årsagen til dette er endnu uafklaret og har givet anledning til debat blandt fagfolk.
Trods den manglende protein er konklusionen positiv. Aurion A/S melder om fyldte siloer og en høst, der har givet fornyet håb og energi til avlerne. Efter flere års modgang er det en tiltrængt opmuntring for hele kredsen omkring den nordjyske virksomhed.


