Mens Tversted Jazzy Days nu folder sig ud, er det ikke kun musikken, der sætter stemningen. På Lykkegaard dufter det af simreretter, friskbagt foccacia og efterårschutney, når Camillos Køkken rykker ind med et kulinarisk koncept, der hylder både jazzens klassikere og fællesskabets varme.
Jazzgryder med musikalske navne
Fra lørdag den 11. til og med lørdag den 18. oktober 2025 kan gæster nyde en særlig dagsret i Camillos Køkken – typisk en velsmagende gryderet ledsaget af salat, chutney, syltede grøntsager, dip og brød. Hver ret er opkaldt efter en jazzklassiker, og menuen byder blandt andet på “Baby it’s cold outside”, “Fly me to the moon” og “Autumn Leaves”. Maden serveres dagligt kl. 17.30, så gæster med billet kan nå videre til aftenens koncert på Klitgården eller andre spillesteder i byen. Prisen for middagen er 295 kr.
Mad med musikalsk klangbund
Stemningen i Camillos Køkken er som taget ud af en jazzklub: sprøde toner strømmer ud af højttalerne, mens latter og samtale blander sig med duften af simremad. Udenfor falder oktober-mørket, men indenfor er der lys, varme og nærvær.
Langbordsfrokoster med jazz og glæde
Udover de daglige middage inviterer Camillos Køkken til to langbords-jazzfrokoster torsdag den 16. og fredag den 17. oktober. Her bliver bordene fyldt med frokostretter, salater og friskbagt brød – serveret på fade, tallerkner og i skåle, som det sig hør og bør, når måltidet skal deles og nydes i fællesskab. Prisen for frokosten er 225 kr., og tilmelding er nødvendig.
Tilmelding og kontakt
Pladserne kan bookes via mail på Camillos Køkken eller telefonisk på 40636899.
Camillos Køkken på Lykkegaard lover en sanselig og musikalsk madoplevelse, hvor jazzens sjæl møder efterårets smage – og hvor Tversted får endnu et varmt samlingspunkt under Jazzy Days.


