Traditionen tro er Fårup Sommerland i disse dage i forbindelse med efterårsferien omdannet til Danmarks største lys- og lydfest, hvor flere end tusinde funklende lamper lyser forlystelser og skoven op i et farverigt efterårsunivers som en del af Lysfald-eventen.
I år kan parkens mere end 100.000 besøgende se frem til en endnu mere magisk musikalsk oplevelse. I samarbejde med Munch-brødrene og fem dygtige musikere fra Aalborg Symfoniorkester har Fårup Sommerland for første gang nogensinde live-indspillet musikken, der udgør en stor del af oplevelsen under Lysfald.
– Hvert år fokuserer vi på at give vores gæster en endnu bedre oplevelse her i Fårup Sommerland, og det gælder også vores i forvejen populære Lysfald-event. I år har det blandt andet været med fokus på lydoplevelsen, der sammen med de tusindvis af lys udgør kernen i vores magiske efterårsevent. Vi glæder os til at vise vores gæster, hvilken fantastisk stemning den levende og klassiske musik bidrager med til eventet, fortæller adm. direktør Niels Jørgen Jensen fra Fårup Sommerland.
Bag projektet står Mathias Madsen Munch, der i samarbejde med komponist Rasmus Madsen Munch har udviklet det 52 minutter lange musikstykke, som udgør en fortælling om de fire årstiders skiften. Indtil nu har Lysfald-musikken været indspillet virtuelt, men nu vækkes musikken ægte til live.
Hvert segment i det 52 minutter lange musikstykke er navngivet efter en forlystelse og til næste år lanceres videoer med optræden og undervisningsmateriale, som parkens gæster og nordjyske skolebørn kan tilgå via streamingplatforme. Koblingen mellem forlystelserne og den klassiske musik er skabt med ønsket om at introducere et nyt publikum for den klassiske musik på en engagerende og anderledes måde – et projekt som Nordjyllands Kulturpulje har valgt at støtte med 75.000 kroner.
– Vi har haft fokus på at give musikken den menneskelighed, som kun levende musikere kan give. I en tid med kunstig intelligens er det vigtigt for os at bruge rigtige musikere, der løfter vores fælles oplevelser med deres spil. Live-indspillet musik giver nemlig et helt andet omfavnende og menneskeligt udtryk end digitalt konstrueret musik, og det vil parkens gæster forhåbentligt også opleve. Rasmus og jeg håber samtidig, at det interaktive element i videomaterialet vil gøre gæsterne mere nysgerrige på musik, som de måske ikke normalt eksponeres for, fortæller komponist Mathias Madsen Munch.
Man kan desuden se frem til at opleve musikken live, når en kvartet fra Aalborg Symfoniorkester d. 16. og 17. oktober klokken 17.30 gæster Fårup Sommerland sammen med Mathias Madsen Munch og åbner LYSFALD med musik inden tusindvis af lamper lyser skovens forlystelser op efter solnedgang.
– Aalborg Symfoniorkester er jo hele Nordjyllands symfoniorkester, og vi arbejder konstant på at række ud til nye publikumsgrupper. Projektet med de fem musikere i Fårup Sommerland er positivt på så mange måder; vi etablerer et samarbejde med en ny kulturaktør, vi afprøver et spændende nyt koncertformat – og så får endnu flere publikummer mulighed for at opleve klassisk musik og mærke, hvad den kan og gør. Jeg håber, rigtig mange vil finde vej til Lysfald i efterårsferien, siger Catharina Roos Bilsbak, der er musikchef i Aalborg Symfoniorkester.
Lysfald finder sted i weekenden d. 3.-5. oktober samt i efterårsferien fra fredag d. 10. til søndag d. 19. oktober. Musikken er indspillet sammen med Yana Deshkova (violin), Ida Marie Sørme (fløjter), Lars Ole Schmidt (trompet), Theis Pontoppidan Stoico (basun) og Thomas Hamilton (slagtøj).
Om Fårup Sommerland
Fårup Sommerland blev etableret i 1975 og kan i 2025 fejre sit 50-års jubilæum. Forlystelsesparken er årligt besøgt af cirka 650.000 – 700.000 gæster, hvoraf 80 procent normalt er danskere. Fårup Sommerland har en gæstetilfredshed på hele 99 procent og har gennem årene vundet en lang række priser og anerkendelser. Fårup Sommerland er i 2025 kåret som Danmarks bedste oplevelsespark 2025 af BT’s læsere. I 2023 blev Fårup Sommerland kåret som Danmarks bedste attraktion ved Danish Travel Awards, mens parken modtog prisen for Danmarks bedste børneoplevelse ved Min by Media i 2023 og 2024. Desuden blev Fårup Sommerland kåret til Årets TopAttraktion i 2023 af brancheforeningen TopAttraktioner.
Parken har to år i træk, i 2021 og 2022, vundet titlen som bedste forlystelsespark i Europa med under 1,5 millioner gæster ved den internationale prisuddeling Park World Excellence Awards. Rutsjebanen Fønix blev i 2022 kåret til Europas bedste rutsjebane i hele tre forskellige kåringer. Tidligere har Fårup Sommerland modtaget andre prestigefyldte priser, herunder verdens tredje bedste service (IAAPA, 2015 og 2016), Nordens bedste sommerland i 2018 og 2019 (barnsemester.se), samt bedste nye rutsjebane i Europa i 2020 for forlystelsen Saven.
Fårup Sommerlands vision er at være indbegrebet af enestående oplevelser for familier i hele Norden, og parkens slogan er ”De største oplevelser er dem, vi har sammen”.


