Af Lars Høgh
Kandidat til KV25
Venstre i Hjørring
Lad mig starte med at slå fast, ja, jeg ved mere om støj fra skydebaner end om luft m.v. fra biogas. Men jeg ser tydelige sammenfald i de menneskelige reaktioner, som følger med begge dele.
Som bestyrelsesformand i Skydebaneforeningen Danmark og tidligere som formand for DGI Skydning under DGI har jeg oplevet mange både lykkelige og ulykkelige afslutninger på nabouenigheder om støj.
Grundforudsætningen for at opnå enighed har først og fremmest handlet om spørgsmålet – ønsker vi at blive enige? Vil vi høre på hinandens frustrationer og er man villige til at forstå hinanden og reelt ønske en løsning hvor den anden ikke bare skal ”forsvinde hen hvor peberet gror”.
Naboen, der ønsker skydebanen lukket, og foreningsfællesskabet i den eller de foreninger der har deres virke på banen, kan man enten drøfte tilpasninger af skydetiden med, så generne reduceres, eller, hvis man stædigt holder fast i kravet om omgående lukning, ikke opnå enighed med.
Min erfaring er, at naboens motiver kan være utroligt forskellige. Langt de fleste konflikter opstår ikke med naboer som har været naboer længe. De kender til støjen og lever fint med den, sågar når naboen er en ridehal med heste. Anderledes er det med nye naboer som overraskes over at det faktisk støjer – endnu værre er det i de få eksempler jeg kender til, hvor naboen åbenlyst har købt en ejendom billig og vil sælge dyrt – altså når skydebanen er væk. Jeg har også enkelte gange oplevet, at man anvender en sag til at fremme ens synlighed i forhold til et andet emne som man har interesse for. I de sidste tilfælde er mægling yderst vanskelig.
Indsigelser, klager og høringssvar er ofte brugte kampmidler, fra alle parter i en konflikt. Det er helt naturligt og et ganske fair middel til at blive hørt, forudsat der er ordentlighed i tingene. Jeg har oplevet situationer hvor en håndfuld naboer indsendte over 250 høringssvar for at give indtryk af en stor utilfredshed med støj som reelt kun vedrørte få. Det er naturligvis ikke udtryk for ordentlighed.
Kører konflikten op er det også naturligt at man kræver nye målinger og undsiger målinger man ikke selv billiger udfaldet af. Myndighederne er idioter og partiske og vores egne målinger viser det og det. Her kan villighed til at fremlægge urigtige oplysninger endda opstå når man frustreres. Det gør heller ikke noget godt, hvis man eksempelvis siger, man har fået høreskader eller andre skader som reelt kommer fra noget helt andet eller ens målinger er lavet med eksempelvis en vindretning som er en til gavn – her kan hverken foreninger eller naboer desværre sige sig for gode til at lave ”sandhedsmålinger”. Så er konflikten virkelig kørt fast.
Man skal overholde loven og ens godkendelser når man larmer, det gælder for skydebaner som for alle andre. Gør man ikke det må man gives en chance til at ”rette ind”. Men hvilken lov, og hvilke regler, ja det kan man også være meget uenige om. Det er ikke en hverdagsbegivenhed, men det sker at en skydebane ønsker en forøgelse af skydetiden. Her er rådet altid, hvor stort er behovet for en udvidelse, har I talt med naboer og myndigheder og, har i tænkt over, om I vil kunne ødelægge mere for jer selv, end det gavner jer.
Jeg ved ikke om man i Rakkeby oplever en situation som den jeg beskriver ovenfor, jeg vil dog mene noget tyder på det. Jeg fornemmer en i højere og højere grad fastlåst konflikt, hvor arsenalet af kampmidler udvides, hvor den politiske inddragelse øges mere og mere uden videre fokus på objektivitet, hvor myndigheder ”gøres dumme” og saglighed og ærlighed fortoner sig i ønsket om at opnå egne mål.
Får vi splittet et lokalsamfund ad, eller får vi skabt en løsning, hvor man får genoprettet fredelig sameksistens. Jeg håber på det sidste men frygter det første, hvis ikke noget ændres.
