Vrejlev Kloster har fornøjelsen af at få besøg af Jydsk Jagtrideklub denne lørdag den 18. oktovber, hvor de vil ride jagtridning på jordene omkring klosteret.
Der er parade i gårdspladsen 10.30 og derefter vil de 22 heste og ryttere være i terrænet indtil ca. kl. 13, hvor jagtridningen afsluttes. Klubbens DNA er røde jakker, gule kraver og friske heste. Kombineret med dygtige ryttere, som elsker jagtridning, bliver det til Jydsk Jagtrideklub, som har eksisteret siden 1964.
Vejrudsigten varsler solskin, og der er gratis adgang, så kom endelig og se med ved de forskellige spring og serier som er indlagt på markerne omkring Vrejlev Kloster. Grib, børnene, hunden eller naboen under armen og få en hyggelig formiddag i Poulstrups smukke natur omkring Vrejlev Kloster.
Billederne er fra 2022, hvor der senest var jagtridning på Vrejlev Kloster. Foto: Privat.
Om Vrejlev Kloster
Vrejlev Kloster og kirke blev bygget efter 1160 som et nonnekloster under Børglum munkekloster. Bygningerne opførtes af den franske præmonstratenserorden der blev startet i 1121. I klosterets nordfløj indrettedes 12 nonneceller og kloster og kirke var dengang forbundet med buegange, der omsluttede en klostergård. Nonnernes indgang kan stadig ses i 1. sals højde på kirkens sydvæg.
Kort efter år 1200 ramtes bygningerne af en brand, og der er i tidens løb sket flere ombygninger, sidst i 1914 efter endnu en brand.
I 1536 ved reformationen ophørte Vrejlev Klosters funktion som nonnekloster og stedet blev overtaget af kronen og overgik siden til privat eje.
Vrejlev Kloster ejes i dag af familien Holst, der har haft stedet siden 1932.
Kilde: www.vrejlevkloster.dk



