Vandrefuglens Parallelunivers, ledet af Birthe Nesgaard Johansen, inviterede lørdag til en særlig vandretur i Tversted. Denne gang med et tvist.
Ruten var ikke prøvegået, men tegnet hjemmefra, og trods en enkelt teknisk udfordring med navigationsappen Wikiloc, blev det en smuk og vellykket oplevelse.
Turen startede ved Tversted Kirke og førte deltagerne gennem både afmærkede og skjulte stier med udsigt til uberørt natur. Et højdepunkt var besøget i Tversteds Have, som stadig er under opbygning, men allerede nu vidner om et kommende grønt åndehul med stor æstetisk appel.
‘
Efter vandringen ventede en velsmagende frokost i skolekøkkenet på Tversted Skole, efterfulgt af reception for keramiker Dorthe Hansens nye bogudgivelse. Bogen samler opskrifterne på de populære kager fra Sørig Gamle Skole – kager, som mange af deltagerne har smagt og delt på tidligere ture.
Dorthe Hansen donerede desuden et eksemplar af sin bog til en kommende velgørenhedstur til fordel for Kræftens Bekæmpelse og Stafet for Livet 2026, som Birthe arrangerer i samarbejde med Tu Tran fra Restaurant Munch. Første tur i rækken finder sted søndag den 26. oktober.
Dagen sluttede med et spontant besøg hos Hebbelstrupgård Is, hvor der blev købt vafler og is til hjemturen – og måske spirer idéen til en fremtidig tur med afslutning på gårdens hyggelige terrasse.
Efter tre ture på én uge holder Birthe nu en kort pause, inden næste etape af vandreeventyret begynder. Tilmelding til kommende ture sker via MobilePay til Boks 4217WH.
Foto: Birthe Nesgaard Johansen.


