Af Marthin Stadsvold
Kandidat til byråd og regionsråd
VendelboListen
Debatten om autocampere og turisme langs vestkysten er vigtig – og det glæder mig, at flere har meldt sig ind i arbejdet med at finde løsninger.
Allerede i sommer fremlagde jeg et konkret forslag på vegne af VendelboListen:
At kommunen, turistforeningen og de private campingpladser bør gå sammen i en fælles ordning eller selskab, hvor man både kan vejlede autocampere, anvise dem til de rigtige pladser, og føre tilsyn med ulovlig parkering – også i de små byer og sommerhusområder.
Det handler ikke om, at kommunen skal drive campingpladser. Men kommunen har et ansvar for at skabe orden og balance – så der er plads til både fastboende og turister.
Derfor vil jeg gerne kvittere for, at flere nu bakker op om idéen – herunder også Venstre, som i Teknik- og Miljøudvalget har anerkendt behovet for styring og samarbejde, frem for at overlade det hele til tilfældigheder.
Vi ser jo desværre hver sommer eksempler på autocampere, der parkerer uhensigtsmæssigt – på grønne områder, tæt ved boliger eller i strid med skiltning. Det skaber utryghed og frustrationer. Med en fælles indsats kan vi gøre det bedre.
Vi har brug for handling – ikke pegen fingre. Og vi har brug for, at turister og borgere kan færdes trygt og med gensidig respekt. Det kræver styring, tilsyn og samarbejde.
Jeg stiller op til byrådet i Hjørring Kommune og til Regionsrådet i Nordjylland, netop fordi jeg tror på praktiske løsninger frem for symbolpolitik. Det gælder også i spørgsmålet om autocampere og turisme.


