Tidligere på året lagde direktør for Erhverv Hjørring, Michael Vendelbo, vejen forbi Idrætscenter Vendsyssel til et møde med Ulrikka og Rasmus Mølgaard Diernæs fra Elitesport Vendsyssel.
Anledningen var en medlemsforespørgsel – og svaret var et klart ja. Dermed blev Elitesport Vendsyssel officielt medlem nummer 32 i Erhverv Hjørring i 2025.
Besøget bød på en rundvisning i hallen og omklædningsrummene, hvor det var hverdagens puls og ambitioner, der prægede indtrykket. “Ingen glansbilleder – bare det ægte engagement,” lød det fra Vendelbo, der fremhævede den stærke foreningsånd og frivillighedens kraft som centrale værdier.
Elitesport Vendsyssel blev etableret i 2019 som et fælles projekt for hele Vendsyssel med rødder i både Hjørring og Frederikshavn. Organisationen har siden arbejdet målrettet med at skabe mere end blot sportslige resultater. Visionen omfatter regionale fyrtårne, lokale rollemodeller og kampdage, der samler folk på tværs af kommunegrænser – alt sammen med det formål at styrke bosætning og sammenhængskraft i Nordjylland.

Et af de initiativer, der har vakt særlig begejstring, er Elitesport Vendsyssels skoleprojekt, hvor alle 4. klasser i Hjørring og Frederikshavn Kommuner får mulighed for at stifte bekendtskab med håndbold i trygge rammer. Projektet kulminerer med en finaledag i både Idrætscenter Vendsyssel og Arena Nord – en begivenhed, der samler børn, lærere og forældre i en festlig og inkluderende atmosfære.
For Erhverv Hjørring markerer medlemskabet en milepæl. Organisationen har bakket op om Elitesport Vendsyssel siden begyndelsen, blandt andet med en økonomisk støtte på 50.000 kr. fra netværksgruppen DYNAMIC, som var blandt de første til at investere i projektets fremtid.
At Elitesport Vendsyssel nu er tilbage i 1. division, ses som en glædelig udvikling – ikke kun for sporten, men også for hele regionen. “Sport, kultur, natur og erhverv er alle grundpiller, når mennesker vælger, hvor de vil bo,” understreger Vendelbo, og peger på Hjørring Kommunes stærke position som attraktiv bosætningskommune.
Med Elitesport Vendsyssel som nyt medlem styrkes forbindelsen mellem sportens verden og det lokale erhvervsliv – og fællesskabet i Vendsyssel vokser, uge for uge.



