Af Thomas Klimek
Byrådsmedlem og kandidat ved KV25
Socialdemokratiet
Hundredtusindvis af danske kvinder i den fertile alder lider i stilhed af svære og potentielt invaliderende smerter i underlivet. Smerter forårsaget af sygdomme som endometriose, lichen sclerosus, polycystisk ovariesyndrom, bækkenbundslidelser, blødninger, men også gener relateret til kvinders overgangsalder m.fl.
Disse kvinder skal forsøge at få liv og hverdag til at hænge sammen, mens de døjer med stærke smerter ved menstruation, ændret appetit, træthed, oppustethed, kvalme eller ødelagt sexliv.
Deres usynlige lidelser får nu langt om længe tiltrængt hjælp. I forhandlingerne om finansloven afsættes der 160 millioner til et Nationalt Center for Forskning i Kvinders Sundhed. Det er et stort gennembrud og kan medvirke til at forebygge, lindre og behandle kvindesygdomme.
F.eks. er en sygdom som endometriose så udbredt, at op til 10% af alle danske kvinder i den fertile alder har den, hvilket er næsten lige så mange som diabetes. Men sygdommen er voldsomt underdiagnosticeret, hvorfor kun to procent får stillet diagnosen, og det ofte med flere års forsinkelse.


