Med et nyt initiativ på de sociale medier og NordsøPosten inviterer Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Hjørring Kommune, Mai-Britt Beith, vælgerne tættere på under overskriften “Hvem er Mai-Britt?”
I serien vil borgmesterkandidaten i de kommende uger dele personlige fortællinger om sin opvækst, sit arbejdsliv, sin familie og sit politiske engagement. I den forbindelse understreger hun, at hun som vælger selv ønsker at kende personen bag politikeren og ikke kun holdningerne, men altså også netop mennesket.
Med serien håber hun derfor på at kunne give et mere nuanceret billede af sig selv og skabe større gennemsigtighed i sin kamp for borgmesterposten: “For når du stemmer på en politiker, stemmer du også på et menneske, med erfaringer, værdier og håb for vores fælles fremtid,” skriver hun i det første opslag.
Serien markerer dermed et skifte mod en mere personlig og værdibaseret valgkamp, hvor autenticitet og livserfaringer spiller en central rolle. På netavisen glæder vi os til at bringe borgmesterkandidatens fortællinger.


