Kultur- og Erhvervscenter Jammerbugt i Aabybro lagde lokaler til, da Ældresagens nordjyske distrikt havde inviteret til valgmøde, hvor 12 kandidater til Regionsrådsvalget deltog…
Karen Marie Dencker Johansen fra Ældresagen bød velkommen bl.a. med disse ord:
– Fokus for dagens debat er ældre patienter og deres pårørende i et fremtidigt sundhedsvæsen, hvor kerneopgaverne er de samme. Nogle sundhedsopgaver kommer til at blive løst på en anden måde og i et andet – og mere borgernært regi – og gerne så uhensigtsmæssige indlæggelser og genindlæggelser på et højt specialiseret sygehus kan undgås.
– I Ældresagen arbejder vi for, at tryghed og værdig behandling fortsat skal være grundlæggende tillige med høj faglighed og et helhedsorienteret blik, der tager højde for de særlige forhold, der gør sig gældende for ældre med flere sygdomme.
– Der skal være en bedre sammenhæng i forløb og samarbejde mellem sygehus, kommunernes ældrepleje og praktiserende læger.

Søren Wormslev var den skarpe ordstyrer, der guidede tilhørere og kandidater gennem sundhedsreformen, som nok er vigtig og meget central, når det handler om regionsrådsvalget, men som vist ikke bidrog til at hjælpe de vælgere, der stadig er i tvivl om, hvor krydset skal sættes…

Hele vejen rundt var der stor enighed om at være positive over for reformen og dens intentioner…lidt sværere bliver det, når beslutningerne skal udmøntes lokalt… hvem skal have mest nærhed og flest læger?

Der bliver masser af arbejde at gøre for de nyvalgte i fremtiden med at forberede den nye sundhedsstruktur, der skal være på plads fra 1. januar 2027… de nye sundhedsråd – i Nordjylland to – skal således forberede detaljerne i løbet af 2026…
Nogle områder skal flyttes fra kommunerne til regionen samtidig med, at udførelsen af opgaverne i høj grad flyttes tæt på borgene, psykiatrien skal styrkes, og alle krydser fingre for, at de unge nye lokaltuddannede læger bliver i regionen…
En god eftermiddag med et vigtigt emne…
Foto: Elling.


