Af Lone Olsen (V) og Mette Jensen (C)

Henholdsvis formand og næstformand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget
Hjørring Kommune
Vi glæder os over, at der ser ud til at komme nye læger til Tornby – det er godt nyt for hele lægedækningsområdet Hirtshals.
Som formand og næstformand i Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget har vi fulgt sagen tæt og læst de mange høringssvar til lokalplanen.
Vi forstår og deler den bekymring, som Lægehuset i Hirtshals har rejst – for det er afgørende, at vi ser lægedækningen i et samlet perspektiv. Hirtshals Lægehus har i årtier været en hjørnesten i det lokale sundhedsvæsen.
Lægerne har taget ansvar – både for patienterne og for uddannelsen af fremtidens læger. Huset er nyrenoveret og klar til at tage imod flere kollegaer, og der er investeret betydelige offentlige midler for at skabe rammerne til fremtidens praksis.
Vi har brug for flere læger i hele kommunen – og derfor skal vi udvikle nye tilbud, samtidig med at vi styrker det, der allerede fungerer godt. Hirtshals er en by i udvikling – med stærke lokalsamfund, erhverv, havn og turisme.
Det skal også kunne mærkes på sundhedsområdet. Et stærkt lægehus i Hirtshals er en vigtig del af byens fortsatte vækst og tiltrækningskraft.


