Af Peter Ernst Sundbæk
Byrådskandidat for Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Jeg er 64 år, og jeg husker tydeligt, hvordan 1. maj og Grundlovsdag var noget, vi så frem til i uger.
Det var store dage for arbejderklassen, dage med musik, håb og fællesskab.
Fra Tolne station gik optoget gennem byen, og røde faner blafrede hele vejen mod Tolne Skovpavillon.
Vi kom i vores pæneste tøj, og der var højt humør, høje idealer og store og velsmurte madpakker med slagter afskåret pålæg.
Fagforeningerne og de lokale partiforeninger bar deres bannere/faner, børnene løb mellem rækkerne, og på plænen ved skovpavillonen, til lyden af hovslag fra ponyridning og hujende børn, ventede festtalerne, ofte en landspolitiker fra Socialdemokratiet og vores lokale folketingsmedlem.
De talte om tryghed, ordentlige forhold og retten til et arbejde, man kunne leve af.
Og selvom der ikke blev lovet guld og grønne skove, så troede vi på, at fællesskabet kunne flytte noget – fordi det faktisk gjorde det.
I dag er meget forandret. Vi oplever stadig ulighed, men den viser sig anderledes. Nogle unge falder ud af uddannelse og job, ikke fordi de ikke vil, men fordi vejene er blevet for snørklede. Ældre savner kontinuitet og tryghed i plejen. Og i oplandet kæmper mange for, at der stadig skal være liv, busser, skoler og lokale arbejdspladser.
Vi oplever de samme ting, men vi opfatter dem vidt forskelligt.
Hvor vi engang gik i optog for bedre vilkår, kører vi i dag i traktorer mod Christiansborg.
Hvor vi tidligere stod skulder ved skulder med paroler, står vi nu bag skærme med paroler i versaler.
Forskelligheden er vokset, men det behøver ikke at betyde, at fællesskabet skal forsvinde.
For mig handler politik stadig om det, vi lærte dengang i Tolne Skov:
At ingen løftes alene.
At fællesskab og ansvar går hånd i hånd.
At et stærkt samfund ikke måles på, hvordan de mest heldige klarer sig – men på hvordan vi tager os af dem, der har det sværest.
Det er de værdier, jeg bærer med mig ind i kommunalpolitikken.
Når vi investerer i unge, der mangler fodfæste, i ældre, der fortjener omsorg, og i lokalområder, der skal have en fremtid – så bygger vi videre på den samme grundtanke, som bar fanerne dengang:
Vi kan kun løfte vores dejlige kommune, hvis vi gør det sammen, trods forskellighed.
Gode minder fra Tolne træf!
Statsminister Anker Jørgensen i Tolne Bakker – Sommerstævnet 1979
I sommeren 1979 samledes omkring 2.000 mennesker til Socialdemokratiets stævne i Tolne Bakker. Formand Herman Jørgensen svarede med et glimt i øjet, da pressen spurgte til fremmødet: “Ca. 2.000 – og det er ikke så ringe endda.”
På det første billede ses statsminister Anker Jørgensen med sin trofaste følgesvend. På det næste står han på talerstolen, og på det tredje ser man – fra venstre – fiskeriminister Risgaard Knudsen, fru Anker Jørgensen, metalformand Georg Poulsen, statsministeren selv og viceborgmester Harry Andersen fra Frederikshavn.
Men lad os vende tilbage til det første billede. Anker og følgesvenden er tydeligt forsinkede – og som det ses, lægger de sig nærmest i løb frem mod talerstolen.
Forsinkelsen skyldtes en uventet “bortførelse”. Anker og sekretæren ankom med tog til Sindal Stadion, hvor en taxa var bestilt til at køre dem til Tolne. Men direktør Høm fra HØM HUSE havde andre planer.
Høm dukkede op i sin firehjulstrækker og tog imod statsministeren med stor entusiasme. Han bød velkommen og kørte Anker og følgesvenden på en rundtur gennem Sindal – forbi Høms fabrikker ved Tyrsigvej og videre til hans hangar på Sindal flyveplads.
Imens blev stemningen på festpladsen mere og mere spændt. Formand Herman Jørgensen kiggede bekymret ud over publikum og spurgte: “Hvor bli’r Anker af?”
Til sidst – efter en halv times mystisk fravær – dukkede Anker op. I fuldt firspring frem mod talerstolen.
Landets statsminister var kortvarigt forsvundet fra jordens overflade… og publikum fik en historie, de sent ville glemme