Per Møller (C): Når vi mister samtalen, mister vi demokratiet

Af Per Møller
1. Viceborgmester 
Det Konservative Folkeparti
Fmd. Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og uddannelsesudvalget 
Næstfmd. Økonomiudvalget

I går blev der hængt valgplakater op i hele Danmark.

9217 kandidater stiller op til kommunalvalget, 107 alene i Hjørring Kommune fordelt på 13 partier og lister. Heraf 15 konservative. Det er rekord.

Demokratiet lever, men samtalen lider.

Forleden mødte jeg en borger, der sagde, han ikke ville stemme på mig, fordi jeg ikke handler i hans virksomhed. En anden fortalte, at han ikke kunne stemme på mig, fordi jeg holder med “det forkerte” fodboldhold.

Det siger noget om tiden. Det har jeg alligevel ikke oplevet før.

Vi er blevet hurtige til at dømme og langsomme til at lytte.

Politik bliver gjort privat, mens værdierne forsvinder ud af samtalen.

Sådan må det ikke være.

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama sagde: “Fravalg af fælles fakta er en revne i vores lokale demokrati.”

Jeg deler den bekymring.

Vi lever i en tid, hvor alle kan skabe deres eget medie, deres egen sandhed og deres egen menighed.

Når alt bliver relativt, står kun støjen tilbage.

Og uden fælles fakta mister vi vores fællesskab.

“Systemet er noget lort. Er du for eller imod? Er du rød, grøn eller blå?”

Sådan lyder det af og til.

Men demokratiet er ikke en farve eller et produkt, vi kan like eller boykotte.

Det er et fællesskab, vi skal bære.

Når flere melder sig ud mentalt, digitalt eller moralsk, så får populismen bedre vilkår.

Vi har set det i Storbritannien med Nigel Farage og Tommy Robinson, i Tyskland med AfD, og i flere andre lande, hvor vrede samler bedre end håb.

Jeg er bevidst om, at deres vælgere ikke har opfundet frustrationen.

De reagerer på virkelige problemer: Ulighed, kulturel utryghed og afstand til magten, men i min optik forveksler de årsag og skyld. De peger på systemet, når de i virkeligheden længes efter retning.

Men et samfund kan ikke bygges på vrede. Det smuldrer, når sandheden mister sin værdi.

Jeg tror på en anden vej. En vej, hvor politik handler om ansvar og ordentlighed, ikke om fjendebilleder og hurtige likes. Hvor vi tør tage de lange samtaler, selv når de ikke kan koges ned til en overskrift.

I årevis har jeg hentet inspiration fra mennesker, der insisterer på mening og retning:

Morten Albæk, der i “Ét liv, én tid, ét menneske” minder os om, at mening er vigtigere end magt.

Stephen Covey, der i “De 7 gode vaner” viser, at integritet begynder i det små.

Og Chris MacDonald, der med “Du er ikke alene” fortæller, hvordan vi kan finde styrke, når livet er svært – og hvordan fællesskab og medmenneskelighed kan være den stærkeste drivkraft, når vi står alene.

De beskriver den tilgang, jeg tror på. I livet og i politik.

At ledelse starter med os selv.

At ansvar begynder med det enkelte menneske.

Jeg står også på skuldrene af Poul Schlüter og Winston Churchill.

To konservative politiske ledere, der viste, at ordentlighed, mod og ansvar stadig er de stærkeste kræfter i politik.

De talte ikke for at vinde debatten, men for at holde sammen på et samfund i krise.

De vidste, at frihed kræver mod og mådehold, og at virkeligheden ikke forandres ved at fornægte den.

Når jeg stiller op til kommunalvalget, er det ikke for at have ret i en debat.

Det er for at tage ansvar i en tid, hvor virkeligheden kalder på ledelse.

For at vise, at politik stadig kan være menneskeligt, ærligt og meningsfuldt.

Vi behøver ikke være enige om alt, men vi skal være enige om, at fakta betyder noget.

At sandhed, respekt og samtale stadig er fundamentet for vores fælles fremtid.

Vi har ikke brug for flere fronter.

Vi har brug for flere fællesskaber.

Ikke flere vrede meninger, men mere mening.

Tak fordi du læste med.