Det vælter ud med gode historier om, hvordan familie og venner bakker op om de mange mennesker, der prisværdigt stiller sig til rådighed for demokratiet i håb om at blive valgt ind i kommunalbestyrelsen – byrådet – eller i regionsrådet.
Valgdagen er tirsdag den 18. november, og lørdag middag blev der åbnet for at hænge valgplakater op i lygtepæle og lignende.
Socialdemokratiet i Hjørring Kommune stiller blandt andre med Martin Prentow, og NordsøPosten mødte kandidatens søn Bastian og far Jørn lidt i middag foran Hallen Park Vendia i Hjørring.
Man kan se på billedet, at de er stolte af deres far og søn, Martin Prentow, der stiller op for første gang. Vi kan i øvrigt alle med rette været stolte af og glade for de mange, der er klar til at yde en indsats i demokratiets gode sag.
– Sikke en lørdag og sikke et fantastisk hold, jeg har haft til at hjælpe med at få mine valgplakater op. Der var lagt en plan, og den blev fulgt. På tre timer fik vi hængt 400 plakater op – virkelig stærkt – og jeg er meget taknemmelig for jeres hjælp, skriver kandidaten.
Martin Prentow er fra Hjørring – med rødder i vestbyen – næstformand hos Socialdemokratiet i Hjørring Kommune og faglig sekretær hos fagforbundet 3F Skagerak. Tidligere arbejde han hos BMS A/S og Danish Crown.
– Jeg kender byens gader, dens mennesker og de lokale helte, der får hverdagen til at fungere. Det vil jeg gerne bidrage til. Jeg går til valg på et godt arbejdsliv, fair løn, godt arbejdsmiljø og uddannelse i verdensklasse.



Måske de lige skulle ha en tommestok med næste gang!🥴