Lastbilchauffør Carsten Vedum Andersen, kaldet Junior, stiller som for fire år siden op til kommunalvalget, der krydses af tirsdag den 18. november 2025.
Offentligheden har endnu ikke hørt meget til hans politiske arbejde og kandidatur til byrådsvalget som eneste repræsentant for liste Hjørring For Alle.
– Jeg kom i aftes hjem fra Gambia, hvor jeg hjælper til med noget socialt arbejde, fortalte Carsten Vedum Andersen, da NordsøPosten torsdag morgen fangede ham på telefonen.
Han fik ved valget for snart fire år siden 82 personlige stemmer, og listen Hjørring For Alle fik i alt 111 stemmer.
Carsten Medum Andersen har ingen på papiret defineret politik og fortæller selv, at han stiller op for at tilbyde et alternativ til alt det, der foregår via de sociale medier.
Han har ikke et egentligt politisk program, men han er klar til at stille sig til rådighed for andre, fortæller han.
– For meget er den menneskelige kontakt og ordentlighed det vigtigste. Vi skal behandle hinanden pænt. Jeg vil kæmpe for alle og for, at ingen er bange og bliver kørt over af systemet.
– Jeg er en kranmand, der ønsker en bedre kommune for os alle, private som erhverv. Jeg ønsker en bedre fremtid for den nuværende og næste generation og at borgerne har et medlem i byrådet de altid kan kontakte, siger han.
Carsten Vedum Andersen har virksomheden Vognmandsgården, Hjørring Krans & Specialtransport, som han startede sammen med Ann Andersen i 1998.
Hjørring For Alle er meget lidt synlig i valgbilledet, og der er da heller ikke et budget til at føre valgkamp.
Carsten Medum Andersen fortæller, at han deltager i det valgmøde på højskolemanér, som FOF Vendsyssel arrangerer i Kulturcenter Vendsyssel i Sæsing den 13. november.


