Af Thomas Klimek
Byrådsmedlem og kandidat ved KV25
Socialdemokratiet
I november 2023 havde spillefilmen Synkefri, instrueret af Hirtshals´ egen Christian Andersen, premiere. Det er ingen hemmelighed, at der lokalt var betænkelige stemmer ift. filmen, der beskriver den forfærdelige nat i december 1981, hvor byen mistede ni lokale mænd, da redningsbåden RF2 gik ned i forsøget på at redde mandskabet fra den forliste kutter Hanne Dorthe.
Men trods kritikken nåede Synkefri det store lærred, hvor Hirtshals-fortællingen gik sin sejrsgang i landets biografer med 187.079 solgte billetter og dermed den sjette mest sete danske film i 2023. En stor og flot bedrift af Christian, Hanna og resten af holdet bag filmen.
Lokalpolitisk valgte vi også at støtte produktionen med 300.000.- kr., da et flertal i Økonomiudvalget så et potentiale i den lokale fortælling. Det mødte også lidt kritiske røster her og der, men vi stod fast, fordi vi så, at Synkefri var og er en fortælling, der bidrager til at være en kunstnerisk forståelsesramme af noget større, almenmenneskeligt, og noget der rækker langt udover Hirtshals og den mørke nat i december 81. En stærk, voldsom og lokal fortælling, der fastholdes og gives videre til dem, der kommer efter os.
Synkefri endte som en større succes end nogen havde turdet håbe på. Filmens succes viser også, at vi skal turde satse på kulturens kraft, da kulturen beriger os alle, men også sætter os på landkortet i mere end en betydning. Vi ser gang på gang, at kulturen driver oplevelser og omtale. I 2014 var det en anden Hirtshals-film, Klumpfisken, der fik pæne anmeldelser og turde insistere på en film, hvor der blev talt nordjysk. For et par år siden kom så Løkkens Anne Svejgård Lund og Nikkie Breinholt Dahms kunstneriske dokumentar, Os der lever, der med underspillet humor, tavs alvor og storslået natur fulgte vendelboernes søgen på efter svar på livets store og små spørgsmål. Og samme duo har netop høstet fantastiske anmeldelser for deres seneste værk, En plads i manegen, der med udsolgte sale og smukke heste i Vendsyssel Teater viste den lokale virkekraft.
Og snart vil filmfolkene igen kunne ses med kameraer og udstyr i Hirtshals forblæste gader, når opfølgeren til Synkefri skal optages. Christian Andersen, Hanna Rosland og resten af produktionsholdet starter forventeligt optagelserne til Rejekongen i 2026. En ny Hirtshals-film, der skildrer livet som Grønlandsfisker i 1990´erne.
Fra (kultur)politisk hold støtter vi igen helhjertet op om en ny Hirtshals-fortælling.
Vi ved det ikke endnu, men mon ikke Rejekongen også ender med at slutte sig til de andre lokale fortællinger, der viser resten af verden, hvad livet heroppe også er og altid har været. Voldsomt, barskt, men også smukt og en evig kamp med indre og ydre elementer. Og at byen og dens mennesker står. På trods.
For vores lokale kulturliv- og arv er som Hirtshals: Synkefri.
Link til tidligere indlæg
Thomas Klimek (S): Ældregarantien er mere nye samarbejder end nye penge



Dansk Folkeparti == INGEN,INGEN nye såkaldte vindmølle eller solcelleparker i Hjørring kommune !