Når danskerne den 18. november går til stemmeurnerne for at vælge nye byråd og regionsråd, er det ikke kun skolepolitik, ældrepleje og lokal infrastruktur, der står på spil.
Ifølge Svend-Erik Andersen, som er formand for Danmarks Fiskeriforening, har kommunalvalget også afgørende betydning for fremtiden for dansk fiskeri og her især det kystnære.
Selvom de store fiskeripolitiske beslutninger træffes i EU og på Christiansborg, spiller kommunerne en central rolle i beskyttelsen af havmiljøet, som er fundamentet for et bæredygtigt fiskeri.
“Hvis havmiljøet ikke er i balance, får det negative konsekvenser for fiskeriet,” understreger fiskernes formand i et indlæg hos Fiskeri Tidende. Han peger på, at kommunerne har direkte indflydelse gennem tilladelser til aktiviteter som spildevandsudledning og håndtering af overløb fra rensningsanlæg.
Et aktuelt eksempel er de lokale treparter, som er en del af den grønne trepartsaftale. Her sidder kommunale repræsentanter med ved bordet og har mulighed for at påvirke beslutninger, der har stor betydning for det kystnære havmiljø. Andersen kalder aftalen “den bedste nyhed for det danske havmiljø nogensinde” og fremhæver, at kommunernes engagement er afgørende for at sikre balancen i de kystnære farvande.
Kommunernes rolle stopper imidlertid ikke ved miljøforvaltning. Lokalpolitikere har også en vigtig opgave i at være fiskeriets stemme over for landspolitikerne.

“Den handler om at råbe landspolitikerne op, når de træffer beslutninger, der truer fiskeriet og dermed bringer lokale arbejdspladser i fare, både til vands og til lands,” skriver Svend-Erik Andersen.
Samarbejdet mellem fiskeriet og lokale politikere har allerede vist sin styrke, især i Vest- og Nordjylland, hvor der er etableret et netværk af fiskeriafhængige kommuner. Her arbejder man på tværs af partiskel for at sikre, at fiskeriets interesser bliver hørt og respekteret.
Fiskernes formand afslutter med en opfordring til kommunerne om at stå sammen: “Der er store fordele forbundet med, at kommunerne kan tale med én samlet stemme, uanset hvilket parti borgmesteren er medlem af.”
Det er en appel til lokalpolitisk ansvarlighed og til vælgerne om at huske fiskeriets betydning, når krydset skal sættes ved kommunalvalget.
Link til relateret artikel
Byrådet frigiver millioner til nyt marint indvindingsfelt ud for Løkken



Fiskeriet er en af Danmarks ældste og mest ærefulde erhvervstraditioner. Det er ikke bare et arbejde – det er en livsstil, et kald og en hjørnesten i vores nationale identitet. I Dansk Folkeparti hylder vi de danske fiskere, som hver dag sejler ud i al slags vejr for at sikre friske, sunde fødevarer til det danske folk.
Vi skal stå vagt om fiskeriet og sikre, at det får den respekt og opbakning, det fortjener. Fiskerne er ikke problemet – de er en del af løsningen. De tager ansvar, de passer på havet, og de bidrager til den grønne omstilling. Det er på tide, at vi fortæller de gode historier om fiskeriet og viser, at det er et erhverv i udvikling, med dygtige folk og stærke værdier.
Fiskeriet skaber arbejdspladser, holder liv i kystsamfundene og binder Danmark sammen fra hav til bord. Det er et erhverv, vi skal værne om – ikke regulere ihjel. Vi skal give de unge lyst til at gå ombord og sikre, at næste generation af fiskere har både muligheder og stolthed med sig.
Fiskeriet er dansk kultur, dansk styrke og dansk vilje. Lad os stå sammen om det.