Hjørring City Forening afholdt tidligere på ugen ekstraordinær generalforsamling, hvor Lars Dam fra Din Tøjmand i Strømgade blev genvalgt som formand.
Gert Jensen fra ejendomsfirmaet Wenbo blev genvalgt som kasserer. Og som nyvalgte medlemmer af bestyrelsen blev det optiker Gitte Stiller fra Strømgade og Christina Østergaard fra Zjoos i Østergade. Medlemskredsen blev samtidig udvidet til at kunne omfatte hele midtbyens handelsstand og ejendomsejere.
City Foreningen blev startet i 2019 af de handlende i gågaden som et supplement til den daværende Hjørring Handel. Foreningen skulle tage sig af de helt lokale events i gågaden, men den blev i starten af 2024 neddroslet som følge af Hjørring Handels succes med den daværende eventchef ved roret.
Med Hjørring Handsels ændring af fokus og strategi på generalforsamlingen i maj tidligere i år til at være mere bredt dækkende over kunst, sport og kulturelle oplevelser i hele lokalområdet har der ifølge Gert Jensen været behov for igen at aktivere den gamle City Forening. Ud over ændring af sit fokusområde skiftede Hjørring Handel på generalforsamlingen i maj også navn til Hjørring Alliancen.
Hjørring City Forening vil nu gå i gang med at samle midtbyens handlende og ejendomsejere i foreningen, så arbejdet med at skabe en levende og aktiv midtby kan blive genoptaget.


