Af Michael Engbjerg

Byrådsmedlem i Hjørring Kommune
Kandidat til KV25
Venstre
Det er dybt skræmmende, at European Energy stadig overvejer at placere gigantiske havvindmøller lige ud for Hirtshals’ kyster. European Energy har igen klaget til Energiklagenævnet – for anden gang – med krav om, at afgørelserne skal ophæves, og sagerne behandles på ny.
Denne “never ending story” følger jeg og andre i lokalsamfundet med stor bekymring. Selv om jeg var det eneste byrådsmedlem, som stemte nej til disse kystvindmøller, da det var til afstemning i byrådet den 16. august 2022, vil jeg stadig stemme nej, hvis jeg bliver genvalgt til en ny periode i byrådet.
Som jeg også motiverede mit NEJ i august 2022, mener jeg stadig, at projektet ikke blot vil ødelægge vores enestående udsigt og natur – det vil også slå hårdt mod hele vores turismeerhverv, som er en væsentlig del af lokalsamfundet. Jeg frygter, at sommerhusgæster, weekendturister og besøgende, der elsker hav, strand og fritidsaktiviteter, vil vende Hirtshals ryggen, hvis møllerne bliver en realitet.
Samtidig vil vores kystfiskeri, som har været en del af byens identitet i generationer, blive afviklet. Det vil med sikkerhed blive forbudt eller umuligt at fiske imellem og omkring møllerne, og mange fiskere vil miste deres levebrød og mulighed for at forsørge deres familier. Dette er ikke blot en lokal bekymring – det er et direkte angreb på vores kultur, erhvervsliv og fremtid.
Til Hirtshals’ held afviste Energistyrelsen i september 2025 European Energys ansøgninger om forundersøgelsestilladelser til havvindmølleparkerne Hirtshals Havn og Hirtshals Havn Syd. Afslagene blev begrundet med, at en forundersøgelsestilladelse ville udgøre ulovlig statsstøtte.
Men ak og ve! De personer i habitter fra European Energy, som kun tænker på egen vinding og er fuldstændigt ligeglade med, om de ødelægger et stort turismeerhverv og kystfiskeriet, fortsætter deres kamp for at “plaster” vores kyst til med vindmøller. Desværre må jeg også konstatere, at lokalpolitisk havde de medvind, da 29 byrådsmedlemmer stemte for, én undlod at stemme, og kun jeg stemte NEJ til projektet på byrådsmødet i august 2022 og det vil jeg gøre igen til enhver tid igen!.
Jeg mener ikke, at vores fantastiske natur og kyst skal ofres på bekostning af kortsigtede energiprojekter. Hvis vi skal have vindmøller på havet, skal de placeres langt til havs, hvor de ikke ødelægger livsgrundlaget for mennesker, erhverv og natur.
Jeg står fast på, at vores kyst, vores havn og vores lokalsamfund ikke er til salg. Jeg opfordrer Energistyrelsen kraftigt til at fastholde afslagene og prioritere lokalsamfundets fremtid frem for disse kystvindmøller.
Link til relateret artikel
European Energy klager igen over afslag på Havvindmølleprojekter ved Hirtshals



Michael Engbjerg, hvad er din holdning til vindmølle projektet ved Aabyen ? Det er vi en del beboere, der er meget interesseret i at vide. Mvh Frank Nielsen
Tiderne skifter. Førhen var udtrykket “kolde profitmagere” noget der blev brugt af folk på venstrefløjen – nu kan det også bruges af en liberal..