Mandag den 3. november klokken 09.00 begynder en ny epoke for en af Sindals veletablerede forretninger. Her slår Rath med Blomster dørene op på en ny adresse, når butikken flytter fra Nørregade 22 til nye, moderniserede og markant større lokaler i den tidligere SuperBrugs på Nørregade 7.


Flytningen sker lige tids nok til at blive klar til den store julehandel, og den er drevet af et ønske om mere plads og bedre faciliteter.
– Vi har længe haft et behov for mere plads, så vi kan præsentere et endnu større udvalg af blomster og gaveartikler, som eksempelvis gavekurve med chokolade, vin og forskellige specialiteter, forklarer indehaver Maiken Rath.

Hun understreger, at flytningen ikke kun handler om kvadratmeter, men i høj grad også om komfort for både ansatte og kunder.
– Det har også været et ønske om bedre arbejdsforhold for personalet og bedre kundevenlighed. I de nye lokaler får vi fantastiske adgangsforhold, også for gangbesværede, hvilket har været en vigtig prioritet for os, siger Maiken Rath.

Bygningen på Nørregade 7 har stået tom, siden SuperBrugsen lukkede i februar 2022. Muligheden for at flytte til den centrale placering opstod, da TB Byg i Hjørring købte ejendommen.
TB Byg er i fuld gang med at indrette bygningen med henblik på at skabe et nyt, levende bydelscenter lige midt i Sindal. Rath med Blomster er en af de første lejere, der rykker ind og er med til at skabe nyt liv i de tidligere supermarkedslokaler.
Det er 16 år siden, at Maiken Rath overtog blomsterforretningen efter Randi og Finn Eggersen og døbte den “Rath med Blomster”. Siden da har forretningen været kendt for sit store og alsidige udvalg.

Butikken fører altid mindst 50 forskellige slags afskårne blomster, nøje afpasset efter årstiden, og får leveret friske varer af høj kvalitet direkte fra Holland flere gange om ugen. Sortimentet tæller desuden stueplanter, dekorationer, gaveartikler, specialøl, chokolade og brugskunst.

Med et bredt udvalg følger mange forskelligartede opgaver, fra rådgivning og planteservice til firmaer til smukke binderier til alle livets begivenheder som konfirmationer, bryllupper, begravelser, fødselsdage og jubilæer.
Opgaverne løftes af et erfarent og tæt sammentømret hold. Foruden Maiken Rath selv består det faste personale af Sediqeh Afshar og Marie Blichfeldt, der tilsammen udgør et uadskilleligt team med mange års erfaring i blomsterbinding. De står alle klar til at byde gamle og nye kunder velkommen i de nye, flotte lokaler på mandag.
Lørdag den 13. december er der stor åbningsreception fra klokken 12.00 til 15.00, hvor der vil være lidt godt både til ganen og maven. Alle er meget velkommen.


