Mærk vinterens friske sus i Løkken, når Løkken Vinterbadere, North Shore Surf og HAVS inviterer til årets mest forfriskende begivenhed søndag den 28. december 2025 kl. 11.00 ved De Maritime Huse og Løkken Mole.
Tag årets koldeste og mest hyggelige dyp i Vesterhavet. På Store Vinterbaderdag handler det ikke om at være sej, men om at mærke havet, kulden og fællesskabet.
Arrangementet er gratis og åbent for alle, både garvede vinterbadere og nysgerrige førstegangsdeltagere, og byder på kolde gys, varme drikke og masser af grin midt i det rå og smukke klitlandskab.
Dagen begynder med Årets badetale ved Jeanett Kaare, efterfulgt af fælles vinterbad. Herefter er der tid til hygge, varme drikke og fællesskab ved De Maritime Huse.

”Vi håber at se både lokale, turister og besøgende i alle aldre til årets mest forfriskende
tradition”, lyder det fra arrangørerne
Så pak badetøjet, tag naboen, familien eller vennerne under armen, og kom og vær med, når Løkken danner rammen om et vinterkoldt og hyggeligt øjeblik, du sent vil glemme.
Program for dagen
● 10.55 – Årets badetale ved Jeanett Kaare, talsperson for Aalborg Karneval
● 11.00 – Fælles vinterbad i Vesterhavet
● 11.15 – Kolde og varme drikke samt fællessamling ved De Maritime Huse
Praktiske detaljer
● Deltagelse: Gratis og uden tilmelding
● Faciliteter: Adgang til omklædning, sauna og bad i De Maritime Huse
● Forplejning: Varm kaffe og te til alle fremmødte
● Parkering: Gratis parkering tæt ved arrangementet
● Husk: Badetøj, badesko, håndklæde og varmt tøj til bagefter
● Sikkerhed: Badning foregår på eget ansvar


