Danmarks Pelagiske Producentorganisation (DPPO) har udpeget en ny midlertidig formand frem til sommeren 2026. Det bliver fiskeskipper og rederiejer Karsten Mølgaard fra Hirtshals, der sammen med Lise Bjørn Jørgensen står bag det pelagiske rederi, Isafold.
Karsten Mølgaard har mange års erfaring inden for pelagisk fiskeri og et indgående kendskab til både de tekniske, erhvervsmæssige og politiske forhold, som præger dansk og international fiskeriforvaltning. Som aktiv erhvervsfisker har han været dybt engageret i udviklingen af dansk fiskeri, sikkerhed til søs og uddannelsen af ugen fiskere som en del af MARTECs bestyrelse og som medstifter af Nordsøen Fri Fagskole i Hirtshals.
”Jeg ser frem til samarbejdet med både bestyrelse, sekretariat og kolleger i branchen. Det pelagiske fiskeri står over for både store udfordringer og store muligheder, og mit mål er at bidrage til stabilitet og fortsat udvikling i en periode med stor opmærksomhed på vores erhverv,” siger Karsten Mølgaard, midlertidig formand for Danmarks Pelagiske Producentorganisation.
Karsten Mølgaard skal varetage posten, indtil der vælges en permanent formand på organisationens ordinære generalforsamling i sommeren 2026.
Samtidig er DPPO i gang med en større proces, der skal føre til udpegningen af en fremtidig permanent formand, som kan stå i spidsen for organisationen på længere sigt.
”Vi er meget glade for, at Karsten Mølgaard har sagt ja til at påtage sig ansvaret som midlertidig formand. Han er en erfaren, engageret og respekteret repræsentant for erhvervet, som kan sikre kontinuitet i en vigtig overgangsperiode. Samtidig arbejder vi målrettet med at finde den rette profil til at lede organisationen fremover og styrke DPPO’s rolle i udviklingen af det pelagiske fiskeri både nationalt og internationalt,” siger Esben Sverdrup-Jensen, direktør i Danmarks Pelagiske Producentorganisation.


