Tirsdag morgen blev elever, forældre og lærere på Hirtshals Skole mødt af et usædvanligt syn, da to repræsentanter fra Hjørring Kommune og to uniformerede politibetjente sammen med lærer Karina Smed Pedersen stod klar ved skolens indgang. Anledningen var kampagnen “Sæt pang på dit barn”, som har til formål at øge børns synlighed i trafikken i de mørke morgentimer.

Som en del af kampagnen uddelte de fremmødte reflekser, cykellygter og bolcher til eleverne. Initiativet blev taget for at minde både børn og voksne om vigtigheden af at være synlige i trafikken – især i vinterhalvåret, hvor det er mørkt, når mange børn begiver sig afsted til skole.

Lygtetændingstiden gælder fra solnedgang til solopgang, og ved dårlig sigtbarhed, som det var tilfældet denne regnfulde morgen, er det ekstra vigtigt, at cyklerne er udstyret med fungerende lygter. Politibetjentene tog sig god tid til at vejlede eleverne om korrekt brug af lys og reflekser og indgik i hyggelige samtaler med både børn og voksne.
Trods det kolde og våde vejr blev den ellers grå tirsdag forvandlet til en anderledes og lærerig start på dagen, hvor trafiksikkerhed og fællesskab var i centrum.


