Efter flere år med karriere og liv på Sjælland har Michala Kjærsgaard Jensen valgt at vende hjem til Vendsyssel, hvor både havet og familien venter og ikke mindst en ny professionel udfordring i Løkken. Hun tiltræder nu som Experience Design Manager i Action House Funcenter i Løkken, en virksomhed med en særlig betydning: Det var netop her, hendes karriere begyndte.
Med sig bringer hun ifølge et opslag på LinkedIN en solid baggrund som innovationskonsulent i softwarebranchen, senest hos KMD, hvor hun har været en del af CTO-teamet. Her har hun arbejdet med digitale løsninger og innovation, og det er erfaringer, hun nu tager med sig ind i en ny kontekst – en fysisk og digital oplevelsesverden, hvor gæsternes engagement og inspiration er i centrum.
“Det er en spændende ny rolle, et velkendt sted og uendelige muligheder forude,” lyder det fra Michala Kjærsgaard Jensen, der ser frem til at føre ideer ud i livet og skabe oplevelser, der gør indtryk.
Skiftet markerer samtidig afslutningen på et meningsfuldt kapitel i softwarebranchen. Michala sender en varm tak til sine tidligere kolleger hos KMD og fremhæver samarbejdet med CTO-teamet som en særlig fornøjelse.
Nu begynder et nyt kapitel – med Vesterhavet som bagtæppe og Action House som ramme for kreativitet og udvikling.


