Menighedsrådene i Tversted Uggerby Pastorat inviterer til endnu en spændende koncert med ”Jazz på Dansk” med blandt andre pianisten Martin Schack.
Det spiller i Uggerby Kirke, Uggerhøjvej 24, onsdag 26. november klokken 19.30-21.
Foruden Martin Schack medvirker saxofonist Michael Olsen, bassist Torben Bjørnskov og trommeslager Chris Falkenberg. De giver dansk sangskat nyt liv via Schacks egne jazzfortolkninger.
Pianisten er til bosat i Ribe. Martin Schack arbejder til daglig som professionel freelancemusiker og har en omfattende karriere og turnevirksomhed i Danmark samt i udlandet med egne bands og som sidemand.
Han er desuden indehaver af spillestedet “Termansens”, samt ophavsmand til Ribe jazzfestival, Jazzcamp Ribe og er til daglig lektor på syddansk musikkonservatorium.
Billetter koster 100 kroner og købes på hjemmesiden Tversted-Uggerby.dk
På hjemmesiden kan man også læse om baggrunden for de mange musikalske begivenheder i de to sogne:
Her i Tversted/Uggerby kirker elsker vi musik. Vores koncerter vil blive en bred vifte af spændende navne. Vores profil er mest indenfor den rytmiske genre. Det vil sige alt fra jazz, gospel, pop og så videre. Men der vil også blive plads til lidt af den klassiske musik.
For at få det hele til at løbe bare lidt rundt, har menighedsrådene vedtaget, at der tages entré til alle koncerter. Som udgangspunkt er det 100 kroner, og enkelte lidt dyrere.


