Onsdag den 12. november 2025 inviterer vi til valgdebat på Sindal Skole, hvilket giver dig en unik mulighed for at komme tæt på først borgmesterkandidaterne og dernæst repræsentanter for de opstillede partier til det kommende kommunalvalg. Kom og hør deres visioner og ambitioner for vores del af kommunen.
Vi ønsker at understøtte en positiv udvikling i vores område, så hvordan kan vi bedst bruge politikerne som aktive medspillere? Vi har rammesat debatten til at fokusere emner, der har direkte betydning for lokalsamfundet, herunder Sindals status som stationsby, bosætning og det politiske mod til at investere i områdets udvikling.
Aftenen, der modereres af lærer, Lars Allan Haakonsen, er opdelt i to runder. Først vil de fire borgmesterkandidater stille sig til rette på scenen og efter pausen er det kandidater fra de opstillede partier, der indtager scenen. Fælles for begge runder er, at de debatterende politikere lægger ud med et kort oplæg om deres tanker og holdninger til aftenens tre hovedemner og efterfølgende er der rig mulighed for at stille spørgsmål fra salen og dermed deltage aktivt i den lokale dialog.
Praktisk information
- Hvad: Valgdebat med borgmesterkandidater og repræsentanter fra de opstillede partier
- Hvor: Festsalen, Sindal Skole (indgang fra Islandsgade)
- Hvornår: Onsdag den 12. november 2025, kl. 19.00 (foyéen åbner 18.30)
- Hvorfor: Debat om lokale emner som stationsbystatus, tilflytning og investering
Der er som altid meget på spil ved et valg, og vi ser frem til en dejlig aften med lokalpolitik i øjenhøjde og i en god tone. Alle interesserede er velkomne til at deltage i denne aften med fokus på Sindals fremtid.
Arrangører:
Sindal Fremad
Sindal Idrætsforening
Sindal Borgerforening



