Af Henrik Taagaard
Kandidat til KV25
Nr. 4 på liste A
Hjørring Kommune
Lige for tiden er det dagligt, at jeg snakker og skriver med andre gode kandidater, fra flere forskellige partier. Vi sparer og hjælper hinanden hvor vi kan. Ofte handler det blot om lige at få luftet ens tanker og få vendt tingenes tilstand og så er man flyvende igen.
Det at vi på kryds og tværs af politiske skel, er i den samme tilstand af uvished, skaber en naturlig tilknytning og forståelse.
En af tingene som jeg og andre kandidater godt kan frygte bliver en misforståelse hos nogle vælgere, er at vi opfattes som “sognerådspolitikere”.
Denne betegnelse af en kandidat er ikke en jeg ofte støder ind i, men den høres da og bruges nok, fordi man som lokal kandidat, af naturlige årsager, deler mest omkring den dagligdag og de fællesskaber man er i lokalt.
Vi skal ikke underkende den lokale forankring, de lokale snakke og muligheden for at møde ens byrådspolitiker, men sådan et møde kan heldigvis også sagtens ske på tværs af kommunen og i disse moderne tider, også på sociale medier.
Så det er vigtigt for mig at sige, at jeg vil kæmpe for lighed, velfærd, bosætning, grøn omstilling og trivsel i hele kommunen. Vi er ikke stærkere end vores svageste led og jeg vil knokle for vores borgere uanset hvor i kommunen man bor.


