Når kommunalvalget finder sted den 18. november 2025, stiller Jesper Overgaard Andersen op til Hjørring Byråd. Han gør det, fordi han ikke kan lade være – for der er så meget at kæmpe for.
“Det er alvor, og det er ikke ligegyldigt, hvem der sidder med, når beslutningerne træffes for vores kommune – og ikke mindst for vores børn, unge og ældre,” siger Jesper Overgaard Andersen.
Som far til fem børn i alderen 0-21 år samt to bonusbørn – og med over 40 års liv i Hjørring, kender han hverdagen i kommunen. Han har både sin daglige gang i vuggestue, børnehave, skole og i sociale tilbud til mennesker med handicap – og har i 19 år arbejdet med børn, unge og trivsel.

“Jeg vil være en stemme for vores børn, unge og dem, der ikke råber højest. Fællesskabet skal også være for dem, der i dag står udenfor – ikke mindst de 200-300 unge, som lige nu står på sidelinjen udenfor job og uddannelse,” siger han.
Han peger på, at han ønsker at videreføre den ansvarlige linje, som Gry Bruun Nielsen har stået for, men samtidig vil han være med til at vende udviklingen, hvor velfærden gradvist forringes.
“Jeg er godt klar over, at byrådet er øretævernes holdeplads. Jeg vil insistere på et stærkt fællesskab – også for os, som er så heldige at bo på den rigtige side af Limfjorden,” slutter den radikale kandidat.


