Af Louise Frilev
Kandidat til KV25
Hjørring Kommune
Venstre
Der er forskellige bud på hvad vi skal gøre for vores folkeskole. Der er en blanding af gode og mindre gode bud. To-lærer ordninger er jeg stor tilhænger af Det er dyrt, men har vi råd til at lade være? Jeg er selv lærer og stiller op til kommunalvalget for første gang – for Venstre. Det gør jeg fordi, at vi glemmer børnene i vores kommune. Det har vi ikke råd til og det skal vi have gjort op med.
I Hjørring kommune bruger vi årligt 75.000 kr. på folkeskolen pr. elev. På landsplan bruger kommunerne i gennemsnit 84.000 kr. på folkeskolen pr. elev om året. Hvis Hjørring Kommune havde et udgiftsniveau svarende til landsgennemsnittet, ville det koste kommunen 46 mio. kr. Hvis vi ser på omkostningerne til børnepasning, bruger Hjørring Kommune årligt 35.000 kr. på børnepasning pr. 0-13-årige. Mens landsgennemsnittet bruger 41.000 kr. på børnepasning pr. 0-13 årige. Hvis Hjørring Kommune havde et udgiftsniveau svarende til landsgennemsnittet, ville det koste kommunen 53 mio. kr.
Vi står i 2026 og skal spare gud ved hvor mange millioner. Vi er i en situation, hvor vi simpelthen ikke har råd til at spare mere på skoleområdet. Trivselskrisen, skoleværing og en hårdt presset folkeskole. Det er vores fremtid vi sparer på. Morgendagens frivillige, politikere, skatteborgere, iværksættere, forældre. Hvis vi investerer mere i børn med udfordringer, så forebygger vi senere handicap og førtidspension. Nu er jeg ikke matematisk, men jeg kan godt regne ud, at det på den lange bane bliver langt billigere at investere i folkeskolen.
Hvis vi gerne vil tiltrække børnefamilier, så er vi også nødt til at tilbyde nogle rammer, som man har lyst til at overlade sit kæreste eje til. Forskning peger på, at det anerkendende børnesyn er fundamentalt vigtigt, men flere voksne omkring børnene er også. Hvordan disse voksne så skal anvendes, vil være forskelligt fra børnegruppe til børnegruppe.
Der udkom et pilotprojekt sidste år om mellemformer, som er et tilbud til børn der befinder sig på grænsen til et andet skoletilbud. Rapporten definerer to hovedtyper af mellemformer:
- Holdbaserede mellemformer, hvor elever med særlige behov modtager undervisning i en kombination af almenundervisning i stamklassen og undervisning på særlige hold.
- Klassebaserede mellemformer, hvor elever med særlige behov forbliver i deres almenklasse, men hvor man søger at tilpasse almenmiljøet både strukturelt og indholdsmæssigt, så undervisningen imødekommer elevernes behov.
Fra mit perspektiv vil jeg på baggrund af rapporten fremhæver følgende fordele ved mellemformer:
- Målrettet til de rigtige elever. Mellemformer rammer netop udfordringer ved ADHD/autisme; holdbaseret virker særligt for indadvendte symptomer (fx angst/skolevægring), mens klassebaseret er stærk ved generelle læringsudfordringer.
- Dokumenteret relevans og udbytte. 88–100 % vurderer mellemformer som relevante; eleverne oplever ro, struktur og individuel støtte, og lærere/pædagoger ser et tydeligt fagligt løft.
- Trivsel og fravær. Mellemformer styrker social deltagelse og trivsel—og i holdbaserede vurderer 86 % effekt på forebyggelse af fravær i høj/meget høj grad.
- Virksomme greb i praksis. Fem gennemgående tilgange driver effekten: individuel stilladsering; tydelig struktur/overgange; ressourcefokus og motivation; faciliteret social deltagelse; konfliktforebyggelse/ro.
- Økonomisk rimeligt vs. alternativer. Drives inden for skolens budget; typiske årlige driftsudgifter 550–900 t.kr., primært personale—VIVE vurderer, at mellemformer ikke er urealistisk dyre set i forhold til udbytte og alternativomkostninger.
Jeg har som lærer i Frederikshavn kommune arbejdet med mellemformer i indskolingen, og har i min praksis set en stor faglig og trivselsmæssig udvikling hos børn med særlige behov.
Mellemformer er ikke den eneste form, hvor vi anvender to-lærer. To-lærer må ikke blive radiator-læreren. Denne resurse skal anvendes i praksis, hvor den giver mest mulig værdi for børnenes udvikling og trivsel. Vi har også co-teaching, som er et vigtigt greb i inklusion, men denne form kræver fælles forberedelse og det kan praktisk være en udfordring på nogle skoler. Derfor mener jeg, at vi skal lade den enkelte skole vurdere hvordan denne resurse skal anvendes i praksis. De kender deres børn og kan bedst vurdere den største effekt.
Samtidig er det vigtigt, at vi får sendt lærere og pædagoger på efteruddannelse så puljen af faglighed på de individuelle skoler stiger. Konkret vil jeg foreslå, at vi giver hver skole økonomi til at sende 1-2 på efteruddannelse. Om det er en inklusionsvejleder, matematikvejleder, læsevejleder eller andet, det må være op til den enkelte skole at vurdere deres egne faglige behov.
Invester i børnene, sæt skolerne fri og stem ny energi i byrådet
