Af Laura Jensen
Moderaterne
I denne tid får vi at vide fra alle hjørner, at VE anlæg er nødvendige. Det er en bitter pille vi må sluge. Jo tak, men behøver det være en hel kamel?
I Hjørring kommune er der så godt som frit slag i hvor man kunne tænke sig en række solceller, et par høje vindmøller eller hey, et biogasanlæg eller to – og med mulighed for tilhørende pyrolyseanlæg uden kommunale krav til VVM vurdering. Et nødvendigt onde i den gode sags tjeneste. Men hvad er den gode sag?
Vi får at vide, at det er klimaet. Og det er det nok også et langt stykke hen ad vejen, men når vi ikke er villige til at lytte til de mennesker der bliver berørt af anlæggene og begynder at tale om billige løsninger og investeringer, så virker det lidt som om at resten af vejen er belagt med andet end klimainteresser.
Vi skal væk fra de fossile brændstoffer – det tror jeg efterhånden de fleste af os er enige om, men kunne vi prøve at gøre det på en anden måde, når det vi gør nu tydeligvis ikke virker for borgerne der skal stå med konsekvensen?
En nødvendig ændring må gerne koste penge. Det kan ikke undgås. I 2026 bliver det nemmere at få solceller på de kommunale tage – det kunne jo være et godt sted at starte. P-pladser kunne også være en mulighed, toge, togbaner, osv. mulighederne er mange, hvis vi tør have dialogen og tænke ud af boksen. Men det kræver, at vi tør have en reel dialog med de mennesker der ellers skal leve med konsekvenserne for beslutninger truffet af dem der ikke rammes af følgerne.
Lad os tænke ud af boksen og finde løsninger der virker for alle – i virkeligheden fremfor på papiret. Alle fortjener at blive hørt, også selvom det kan være lidt ubelejligt.


