Af Laura Jensen
Moderaterne
Jeg har tidligere på året skrevet om bosteder og underbemanding – og det er jeg ikke færdig med. For det er et problem, som vi har brug for bliver løst.
Igen må det omhandle de kommunale tilbud i Hjørring. Når så mange medarbejdere og pårørende uafhængigt af hinanden står frem med samme oplevelse af, at tingene ikke kører som de skal, så bliver vi nødt til at lytte.
Vi har en masse dygtige, kompetente og omsorgsfulde medarbejdere i Hjørring kommune, der hver dag vier deres liv til at drage omsorg og tage vare på vores svageste på de kommunale institutioner. De passer på de mennesker, som ikke har ressourcerne til at kunne passe på sig selv.
Jeg er selv bosteds-medarbejder, og jeg tror vi alle er enige om, at det ikke er lønnen der trækker. Det er forskellen vi kan gøre for det enkelte menneske og den udvikling i personen og trivslen vi gennem vores arbejde oplever.
Men hvad så, når vi ikke har rammerne til at kunne udføre vores arbejde ordentligt? Når vi ikke længere har tid til den enkelte beboer, fordi vi allerede inden vi mødte ind på vagt er bagefter og må prioritere de helt basale, livsnødvendige opgaver, da der ikke er tid til resten? Når vores arbejde ikke længere er at drage omsorg, men derimod at opbevare?
Sidst jeg stod i sådan en situation, endte jeg med at måtte sygemelde mig i flere måneder og kom derigennem i kontakt med kommunens sygedagpenge afdeling. Min sagsbehandler opdagede hurtigt hvad det handlede om og konkluderede, at jeg nok mest af alt havde brug for ro – og så et andet arbejde, når jeg var ovenpå igen. Og hvor havde hun ret.
Det er desværre bare ikke en holdbar løsning, hvis det er sådan på samtlige af kommunens bosteder, at medarbejdere må sygemelde sig og finde andet arbejde for at få det bedre – og så skal vi også huske dem, der ikke er i stand til at vende tilbage på arbejdsmarkedet igen.
Men hvorfor er det, at situationen er som den er? Som jeg tidligere har sagt, tror jeg ikke at ansvaret ligger hos afdelingslederen på et givent tilbud, jeg tror tværtimod at problemet har rod højere oppe i systemet.
Men hvor langt er der egentlig fra borgeren og op til beslutningstagerne?
Som det kan ses på illustrationen er der altså en del forskellige myndighedspersoner imellem virkeligheden på bostedet og beslutningstagerne.
Sundheds- ældre- og handicapforvaltningen er yderligere afhængige af politiske beslutninger truffet i SÆH-udvalget i byrådet. Altså endnu et trin mellem borgeren det omhandler og de endelige beslutningstagere.
Vi har vel alle prøvet lege, hvor man står på en lang række og skal hviske et ord eller en sætning til sidemanden der så skal hviske den videre til den næste i rækken. Dét den sidste person i rækken hører er sjældent det den første sagde, så hvorfor forventer vi det er anderledes her? Er der måske for lang afstand mellem borgerne og beslutningstagerne?
