Der var politik på skoleskemaet, da Hjørring Gymnasium fik besøg af ti lokalpolitikere. Arrangementet, der var målrettet skolens elever, bød både på en klassisk valgdebat i skolens festsal og en speeddatingsession, hvor politikerne kom rundt i klasselokalerne og mødte eleverne i øjenhøjde.
Politikere og elever i dialog
Alle elever i 2. g, 2. hf og 3. g skiftede mandag formiddag den traditionelle undervisning ud med en valgdebat, hvor eleverne fik mulighed for at møde repræsentanter fra Socialdemokratiet, Enhedslisten, Venstre, Moderaterne, SF, Liberal Alliance, Vendelbolisten, de Konservative, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Kandidaterne præsenterede deres mærkesager og svarede på spørgsmål fra salen. Debatten blev styret sikkert og engageret af eleverne Mika og Frederik fra 2. m., som sørgede for, at alle politikerne kom til orde, og at elevernes spørgsmål blev hørt. Spørgelysten var stor blandt eleverne, og de fleste spørgsmål handlede om emner som kultur, integration og offentlig transport.
Fællesnævneren for elevernes spørgsmål var et fokus på, hvordan man gør det rart at være ung i Hjørring Kommune, og hvordan man sikrer, at det er en kommune, man har lyst til at blive boende i.
Speeddating med politikerne
Efter en frokostpause fortsatte valgarrangementet i klasselokalerne for de elever, der har samfundsfag på A-niveau. Nu var der speeddating på programmet, og her besøgte hver politiker seks forskellige klasser. Politikeren fik først tid til en kort præsentation af sig selv og egne værdier, og herefter var der mulighed for, at eleverne kunne stille spørgsmål.

”Det fungerede godt, at vores samfundsfagsklasser fik cirka et kvarter med seks forskellige politikerne, der mødte eleverne i øjenhøjde. På den måde blev der skabt et trygt rum, hvor eleverne ikke holdt sig tilbage med at stille de spørgsmål, som fylder, når man er et ungt menneske i Hjørring Kommune”, fortæller lektor i samfundsfag og historie, Christian Jensen Mortensen.
Med arrangementet i dag bidrager Hjørring Gymnasium ifølge Christian Jensen Mortensen til en vigtig del af elevernes dannelse:
”Det er essentielt, at vi som uddannelsesinstitution er med til at gøre vores elever til demokratiske medborgere”.

Link til relateret artikel



Så fint – var Vendelbolisten slet ikke repræsenteret??
Vi har hørt fra flere, at Vendelbo-Listen angiveligt var repræsenteret ved Tania Lange, som fik 0 stemmer, hvilket vi desværre endnu ikke har kunnet få bekræftet fra Hjørring Gymnasium.