Anette Bæk (S): Gør vi virkelig det bedste, vi kan for børnene?

Af Anette Bæk
Kandidat til KV25
Byrådsmedlem
Økonomiudvalget
Socialdemokratiet

Når børn mistrives, må vi ikke nøjes med at tale om indsatser. Vi skal skabe rammer, der virker. Mindre klasser, mere tid og flere voksne omkring børnene.

I Hjørring Kommune bruger vi devisen: ”Børn gør det så godt, som de kan.”

Men gør vi også det – som kommune, som skole og som institution?

Jeg er ikke i tvivl om, at vores lærere, pædagoger og fagfolk hver dag gør deres bedste. Men det rækker ikke, når rammerne ikke understøtter børnenes trivsel. For det er børnene, det handler om.

Debatten om folkeskolens rolle i den stigende mistrivsel og skolevægring fylder med rette meget i medierne. Det er ikke en ny udfordring – men udgifterne, særligt til tabt arbejdsfortjeneste, vokser i stort set alle kommuner, og det presser budgetterne. Kommunernes udgifter til tabt arbejdsfortjeneste i 2024, er svimlende 2,5 milliarder kroner og er steget siden 2019.

Regeringen har spurgt os alle: Hvordan løser vi det? Handler det om bedre normering, lavere klassekvotienter eller mere forebyggelse?

Mit svar er klart: Omsorg.

Omsorg er grundlæggende, når det handler om mennesker. Vi skal starte der, hvor livet begynder – med tryghed i graviditet og fødsel, med en blid start i institutionerne, og med fleksibilitet til, at familier kan finde den balance, der giver ro i hverdagen, herunder ret til alle barnets sygedage. Omsorg er tid. Tid til at være der for barnet når der er glæde og når der er savn. Mere tid kræver flere voksne omkring børnene. Flere uddannede pædagoger og lærere som med høj faglighed kan sætte rammen for et vellykket institutions og skoleliv.

Men det handler også om hverdagen i børnehaver, skoler og SFO’er. Vi må forvente af os selv, at vi ikke går på kompromis med normering og nærvær. Alt for længe har vi set mistrivslen vokse – først blandt unge, og nu blandt børn.

Vi har et ansvar. Og vi har en løsning.

Bedre normeringer – ikke bare minimumsnormeringer. Vi har brug for en reel normeringsopgradering i hele børne- og ungeområdet. Omsorg er svaret – og vi ved, at det virker.

Når et barn mistrives, sætter vi hurtigt ind med PPR, teammøder og forældreinddragelse. Vi laver specialpædagogiske tiltag og prøver at inkludere barnet i et miljø, som det måske slet ikke passer ind i. Men måske skal vi vende perspektivet:

I stedet for at barnet skal passe ind i skolen – skal skolen passe til barnet.

Ingen børn er ens, og derfor findes der heller ikke én skolemodel, der virker for alle. Vi er ofte for hurtige til at visitere børn videre, når udfordringerne bliver store. Det er sjældent, fordi lærerne ikke gør deres bedste – men fordi klasserne er for store, og hænderne for få. Inklusion virker ikke hvis ikke vi tør at investere i det.

At lære børn at læse, skrive og trives kræver tid og nærvær. Derfor skal vi turde tage fat på det, vi ved, virker: færre børn i klasserne og flere lærere på gulvet. Det giver ro, relationer og mulighed for, at alle børn bliver set og hørt hver dag.

Ingen børn skal mistrives, fordi skolen ikke kan rumme dem. Det er vores fælles ansvar at finde løsninger – og at gøre det bedste, vi kan.