Af Claus Mørkbak Højrup
Byrådsmedlem for Venstre
Hjørring Kommune
Børn spørger aldrig om, hvem der betaler lærernes løn. De går bare i skole. De tænker ikke på, om det er en friskole eller en kommunal skole. For børnene handler det om fællesskab, leg og læring, ikke de voksnes organisationsformer.
I dag besøgte jeg, sammen med nogle af mine politiske kollegaer, Poulstrup Friskole (bl.a. Anette Bæk og Gry B. Nielsen på billedet). Vi mødtes med repræsentanter fra bestyrelsen og skoleledelsen, som spurgte, om vi politikere egentlig føler os som en del af friskolernes virkelighed.
Det mener jeg absolut, at vi gør, og friskolerne har en ekstremt relevant rolle at spille. Når hver femte af kommunens børn går i friskole, har vi et fælles ansvar. År tilbage har der været en hård retorik mellem friskoler og folkeskoler. Et “dem og os”. Det mærker jeg heldigvis ikke længere. Tværtimod oplever jeg, at der er kommet en ny og mere samarbejdende tone.
Det er en udvikling, vi som politikere skal holde fast i og værne om. Jeg oplevede også en skole, der tager sit sociale ansvar alvorligt. Der findes en fordom om, at friskoler sender de mest udfordrede elever videre til folkeskolerne, men det var ikke det billede, jeg så. Her tager man ansvar for de børn, der er i området, også dem, der har brug for lidt ekstra støtte og omsorg.
Samtidig er dialogen mellem friskoler og folkeskoler på forvaltningsniveau blevet markant bedre end for ti år siden, da mange af friskolerne blev etableret. Det glæder mig, for det er sådant et samarbejde, der løfter det hele for børnene. Når vi taler sammen i stedet for at stille os på hver vores side, skaber vi et skolefællesskab, hvor børnene bliver vinderne.
For i sidste ende handler det ikke om, hvem der betaler lærernes løn. Det handler om børnene i Hjørring Kommune, og de er lige meget værd, uanset om de går på kommunal- eller friskole.
Og det gælder både for Sindal, Lørslev, Mosbjerg, Skallerup, Astrup-Sønderskov, Hundelev, Poulstrup og Realskolen i Hjørring.


