To drenge på 16 og 17 år er blevet kendt skyldige i grov vold og ulovlig tvang efter et planlagt overfald på en mand i 20’erne i Svanelunden i Hjørring.
Hændelsen fandt ifølge TV2 Nord sted den 19. maj, hvor de unge via sociale medier havde lokket manden til parken under påskud af, at han skulle møde en pige. Da han ankom, blev han i stedet mødt af de to drenge, som angreb ham med slag og spark mod både krop og hoved.
Under overfaldet blev manden tvunget til at kysse en af gerningsmændenes sko, hvilket indgik i dommen for ulovlig tvang. Begge tiltalte erkendte forholdene og udtrykte fortrydelse under retssagen.
Den yngste, som var 15 år på gerningstidspunktet, fik en dom på 60 dages betinget fængsel, mens den ældste blev idømt fem måneders betinget fængsel.
Sagerne skal nu behandles i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Hvad er Ungdomskriminalitetsnævnet?
Ungdomskriminalitetsnævnet er et uafhængigt nævn, som arbejder med at forebygge ungdomskriminalitet ved at fastlægge målrettede og individuelle forebyggende indsatser for kriminalitetstruede børn og unge i alderen 10-17 år.
Indsatserne bliver fastlagt og gennemført ud fra en vurdering af, hvad der er bedst for barnet eller den unge. Det sker i dialog med både barnet eller den unge og familien.
Nævnet sættes løbende i alle politikredse i hele landet. Nævnet består af en dommer, som leder mødet, et kommunalt ansat medlem og et medlem, som er ansat i politiet. Nævnet har på den baggrund både generel juridisk ekspertise og indsigt i sager om social støtte til børn og unge samt politifaglig viden om kriminalitetsforebyggelse.
Læs mere på Ungdomskriminalitetsnævnets hjemmeside
Kilde: Justitsministeriet.


