De døde fjorde, fedtemøget og fiskene, der flyder livløse op, er blevet et dystert symbol på et havmiljø i ubalance.
Ifølge en række miljøorganisationer skyldes problemet især de store mængder kvælstof, der hver vinter skylles fra landbrugsjorder ud i fjorde og kystvande. Kvælstof, der fodrer algerne og kvæler livet under overfladen.
I et fælles debatindlæg advarer seks organisationer således om, at regeringens grønne omstilling risikerer at miste sin effekt, hvis der ikke indføres en ambitiøs regulering af kvælstofudledningen. Bag indlægget står Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace, Tænketanken Hav, Rådet for Grøn Omstilling, Danmarks Sportsfiskerforbund og WWF.
Grøn Trepart har afsat 43 milliarder kroner til at omlægge 15 procent af Danmarks landbrugsareal til natur. Men ifølge organisationerne er indsatsen utilstrækkelig uden en regulering, der gør det mindre attraktivt at dyrke de mest forurenende jorde. ”Uden kvælstofregulering er den grønne omstilling som en båd uden bund – uanset hvor meget vi ror, tager vi vand ind,” skriver de.

Store forskelle mellem jorder
Organisationerne peger på, at kvælstofudledningen varierer markant mellem landbrugsbedrifter. Nogle jorde forurener op til ti gange mere end andre. Derfor bør reguleringen målrettes, så de mest sårbare arealer tages ud af drift og omlægges til natur, vådområder og skov. Det vil både reducere forureningen, lagre kulstof og styrke biodiversiteten.
Hvis reguleringen udebliver, frygter organisationerne, at milliardinvesteringen i Grøn Trepart bliver en ”tom skal” uden reel effekt. Fjordene vil fortsat lide under iltsvind, og Danmark vil have svært ved at opfylde EU’s vandrammedirektiv og egne klimamål.
”Reguleringen er altafgørende for fremtiden,” understreger indlægget. Med en effektiv kvælstofregulering kan Danmark sikre et havmiljø i balance, mere natur og en reel klimaeffekt.
Uden den synker projektet.
Læs hele indlægget her hos Danmarks Naturfredningsforening.



Betyder på “gyngende grund” i overskriften ikke noget andet end “at risikere at miste sin effekt”?