Når Fortuna Hjørring på onsdag den 19. november spiller returkamp i ottendels-finalen i Europacuppen bliver det med kvindelandstræner Jacob Michelsen på lægterne.
Som optakt til kampen svarer landstræneren på spørgsmål i Nord Energi Arena-sportshallen, hvor han blandt andet giver sin vurdering af dansk kvindefodbold, landsholdets VM-pulje og Fortunas potentiale i landsholdssammenhæng:
– Generelt kan man sige, at dansk kvindefodbold ikke har haft samme fart på – som sporten har internationalt. Lande, som vi normalt har sammenlignet os med, har overhalet os, og mange af vores dygtige spillere fra landsholdet, er helt naturligt rykket til udlandet. Det kan selvfølgelig mærkes på den hjemlige liga, og set i den sammenhæng er det vigtigt, at hold som Fortuna og FC Nordsjælland stadig er med i Europa Cuppen.
Jakob Michelsen overtog kvindelandholdet efter et skuffende EM i England i sommer, hvor Danmark røg ud efter kvalifikationsspillet uden en eneste sejr. Det faktum sammen med manglende resultater fra danske kvindehold i Champions League har gjort, at Danmark i en periode røg ned som nummer 27 på UEFAs liste på linje med Malta og Bosnien:
– Det gør jo ondt på selvforståelsen, men heldigvis sikrede vi os i oktober med to sejre i Nations League over Finland overlevelse i A-rækken, siger Jakob Michelsen, der er okay tilfreds med VM-lodtrækningen, hvor de rød-hvide er havnet i kvalifikationspulje med Sverige, Italien og Serbien:
– Det er kun etteren, der kommer direkte videre, så både nummer to og tre skal ud i yderligere kvalifikationskampe. Jeg er tilfreds, hvis vi lever op til vores seedning som nummer tre og naturligvis kvalificerer os videre.
Den nye kvindelandstræner har i sin første bruttotrup lavet en del justeringer i forhold til EM i England. Til de to Nations League-kampe mod Finland var Fortuna Hjørrings keeper, Freja Thiesgaard, udtaget og blev førstevalget i det danske mål. Jakob Michelsen har et godt øje til flere af de grøn-blusede Hjørring-spillere:
– Jeg synes forsvarsspiller Laura Frank har gjort det godt, og det samme gælder unge Nikoline Nielsen, og så lægger man jo også mærke til den fart, som Josefine Valvik har.
Har du lyst til at høre mere til landstræneren, så book her en billet til arrangementet den 19. november.
Det starter klokken 16:30 Billetten inkludere en lækker julemenu – og naturligvis adgang til kampen fra A-tribunen.
Ønsker du kun at se kampen, så kan du via Fortuna Hjørrings hjemmeside komme gratis ind.
Inden retur-kampen mod Breidablik skal Fortuna Hjørring på lørdag den 15. november spille kamp mod OB på udebane i A-ligaen.
Den kamp kan ses på TV2 Play klokken 14:00.


