Af Rikke Kirstine Lomholt
Kandidat til KV25 & RV25
Moderaterne
Borgmesterkandidat Mai-Britt Beith fra socialdemokratiet har i et interview med SkagaFM sagt, at det handler ikke kun om, hvad det er for en pleje, en borger skal have, men også om hvordan man skal have de de sidste år, inden man får behov for pleje.
Jeg kunne faktisk ikke være mere enig og jeg ser frem til et byråd, der er baseret på et bredt samarbejde omkring udviklingen af ældreområdet i dets helhed.
Det Mai-Britt Beith siger, handler om tidlig indsats. Jeg vil gerne trække disse tanker over på pårørendeområdet og inddrage mine egne erfaringer som pårørende.
For det første vil jeg pointere, at vi pårørende gør en uvurderlig indsats. Det er ikke noget, vi vælger eller altid er specielt rustede til, men vi gør det alligevel. Og vi vil gerne. Men det kunne måske være godt, hvis de pårørende kunne få lidt hjælp tidligt i forløbet til at blive bedre rustet i forhold til det at være pårørende.
Lad mig tage udgangspunkt i min egen erfaring. Min far bliver 90 om et par måneder og er svært dement. Min mor er lige blevet 86 og hun passer stadig min far i det hjem, som de har boet det af deres liv. Så det er hende, der tager det kæmpe store daglige slæb. I dag får hun god hjælp fra kommunen og naturligvis også fra mine brødre og mig. Det fungerer efter omstændighederne godt.
For et par år siden havde min far mere sprog og var eksplicit omkring sine forventninger, sin utilfredshed og sine (urealistiske) oplevelser af, at det var ham, der stadig ordnede det hele i hjemmet (økonomien, rengøringen, indkøbene, madlavningen), selv om det de facto var flere år siden, han havde gjort andet end at gå sin lille daglige tur ned i byparken med sin rollator.
Kort sagt brokkede han sig til den store guldmedalje og sled på sine omgivelser. Var det ikke den ene, der gjorde noget galt, så var det den anden. Hans verden smuldrede.
Vi tre børn var allerede tidligt involveret. Vi er forskellige og vi har forskellige livsvilkår. Min lillebror bor 10 minutter på cykel fra mine forældre, så det er i praksis ham, der tager sig af de mange daglige tjanser, indkøb, gå på apoteket, ordne have, skovle sne, klippe negle og barbere min far. Min storebror bor halvanden times kørsel væk, han har en travl hverdag og har lige fået børnebørn. Han kommer derfor kun en gang i mellem, men til gengæld er han der en hel dag af gangen og han har sin hustru med. Mens min storebror passer min far og ordner lidt af det håndsværksmæssige, der trænger, tager hans hustru min mor med ud i butikker og shopper. Min mor elsker det, det er hendes luksus.
Jeg bor længst væk og kommer i klumper, 4-5 dage ad gangen. Min mor trænger i den grad til at snakke, dels om alle de problemer, der opstår i dagligdagen, dels om sine minder, som hun jo ikke længere kan dele med min far. Jeg er i øvrigt blevet værge for min far, så det er i reglen mig, der tager samtalerne med kommunen, hvis det drejer sig om større spørgsmål.
Den rollefordeling fungerer og min oplevelse er, at vi tre søskende har fået forståelse og respekt for hinandens indsats. Men i starten var det mere diffust og frustrerende. Gjorde jeg nok, gjorde mine brødre? Kunne min lillebror ikke bare … o.s.v.
Omsorgsopgaver i familien vil naturligvis altid været præget af den rollefordeling, der tidligere har været i familien. Under alle omstændigheder brugte jeg i hvert fald for meget tid på frustration.
Og frustration er ukonstruktivt. Energien skal helst gå til den konkrete omsorgsopgave, der skal varetages. Der er hverken tid eller overskud til personfnidder.
Dette ville kunne imødekommes af en demenskoordinator, der også havde fokus på de pårørende. Vi kunne i hvert fald have haft nytte af en professionel, der kunne have hjulpet med italesætte de forskellige omsorgsopgaver og tydeliggøre, at vi ikke havde ens forudsætninger, at vi var rustet til hjælpe på forskellig vis.
Det er ikke fordi, jeg tror, mine brødre og jeg ville have gjort hverken mere eller mindre tidligere, men jeg er overbevist om, at vi ville have været mindre frustrede og at vi ville have følt et større sammenhold om opgaverne fra starten.
Det her handler ikke om vores velbefindende, men i høj grad om, at det også er i kommunens (økonomiske) interesse, at de pårørende er klædt så godt på som muligt. Min far tilhøre en kategori af demente, som ikke er egnet til at flytte i plejecenter. Han er udadreagerende og meget råbende. Kort sagt ville han andet lige være kandidat til et dyrt special tilbud, hvis ikke vi i familien og navnlig min mor formåede at løfte opgaven.
Konkret forstiller jeg mig, at en demenskoordinator samler de nærmeste pårørende, når der bliver identificeret en demensproblematik i hjemmet, så man kan tage en samtale om, det er der er i vente. Om hvor vigtigt det er at være realistiske omkring, at man hver især har noget forskelligt byde ind med. Det lyder banalt og måske som noget man burde kunne finde ud af selv i familierne. Men det er ikke banalt. For der er tale om en krise der udvikler sig i slowmotion, hvor man derfor let mister overblikket.
