Vi har alle brug for et godt og ordentligt sundhedsvæsen, både til vores nære og kære og til os selv. Hospitaler, der griber os, når vi får brug for det, og et psykiatriområde, der er gearet til at imødekomme vores behov.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Pernille Buhelt, som er kandidat til regionalvalget for Socialdemokratiet i Hjørring Kommune. Hun har været medlem af regionsrådet siden 2007 og har en baggrund som sygeplejerske og sundhedsplejerske med stor fokus på forebyggelse, behandling og genoptræning.
– I de kommende år skal sundhedsvæsenet i kraft af den største sundhedsreform i næsten 20 år tilbyde flere løsninger tæt på borgerne. Med reformen rykker sundhedstilbuddene dermed tættere på borgerne. Både når det gælder forebyggelse og behandling, og lokalt i Hjørring Kommune kan vi få meget større indflydelse, end vi har i dag. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvem der bliver valgt til regionen. Tværtimod, forklarer Pernille Buhelt, som stiller op til regionalvalget sammen med partifælle og tidligere Hjørring-borgmester Arne Boelt.
– Det at kunne samarbejde kommer til at betyde alt, for i fremtiden bliver sundhed noget, vi skal løse i fællesskab. Det skal ske på tværs af region og kommuner og med borgerne og nærheden i centrum. Egen læge, kommunen og hospitalet knyttes tættere sammen, og der skal være sammenhæng mellem den forebyggelse, vi foretager i vores kommune, og den behandling og det efterforløb, der tilbydes i regionen, tilføjer Pernille Buhelt.
Hun anbefaler at stemme personligt til regionalvalget, for hvis man sætter sit kryds ved et parti og ikke ved en person, vil ens stemme kunne gå til en politiker, der bor langt væk – i den anden ende af Region Nordjylland.
– Vi hører mest om kommunalvalget i medierne, men regionalvalget, der finder sted samtidig, er også et vigtigt valg. Rigtig mange regionale sager har betydning for alle, der er borgere i Hjørring Kommune, slutter Pernille Buhelt.


