Af Mikkel Helberg Jensen
Nygade 17
Sindal
Nordjyllands Trafikselskab (NT) kan og burde forbedre deres transport betydeligt. Jeg er en ung elev, der skal fra en mindre by til Hjørring for at komme i skole, og jeg er afhængig af den offentlige transport, da jeg ikke har andre muligheder.
Jeg er afhængig af NT for at komme til Hjørring, men alligevel kan man ikke regne med dem. Flere gange har jeg oplevet aflysning efter aflysning og forsinkelse efter forsinkelse. Som ung skal jeg bruge toget for både at komme i skole og derefter hjem og videre på arbejde. Hvis toget ikke kører, kan jeg ikke nå i skole eller på arbejde til tiden – så stramt er mit skema. Jeg betaler 434 kr. for en ydelse, der ikke bliver leveret.
Jeg er ufatteligt skuffet over NT, men problemet er, at de har monopol på togtransport, så der ikke er andre muligheder. Jeg skal bruge NT. Det er ikke kun mig, der bliver ramt, men også helt almindelige danskere og andre elever. Jeg har fået fravær flere gange i skolen, fordi NT ikke har kunnet levere deres ydelse. Det er enormt frustrerende som ung at se fraværet hobe sig op, mens afgange bliver aflyst. Når toget er aflyst, kommer der heller ikke busser til at hente os, der skal videre. Nej, vi kan enten vente en halv time eller tage en almindelig bus, som tager en time længere til destinationen.
Vi, der bruger ungdomskort, får ikke engang nogen form for kompensation, når der er aflysninger – ingen penge retur, ingenting. Jeg synes, det er enormt skuffende, at vi lever i et samfund, hvor vi går så meget op i klimaet, og så kan man alligevel aflyse et tog, hvilket medfører, at folk må tage bilen for at komme frem. Jeg mener, det er utrolig forkert, at togene kan køre næsten hvert tiende minut i København og andre større byer, mens man her i udkantsdanmark skal vente en halv time på noget, der måske ikke engang kommer. Jeg må indrømme, at jeg synes, det er åndssvagt, at mit tog så ofte er aflyst – og endnu mere åndssvagt, at driften ikke kan fungere lige så godt som hos DSB på Sjælland.
I al min kritik mener jeg, at NT ikke tænker på deres kunder, når der er så mange aflysninger og forsinkelser. Og ikke nok med det – når et tog bliver aflyst, går hverdagen fuldstændig i stå: man skal hentes, man trækker en ekstra person ind i problemet, og der er folk, der står og venter på en. Det værste er morgentoget. Der kunne sagtens kobles en ekstra vogn på, men det sker ikke, og derfor står en stor flok mennesker tæt pakket i toget. Ja, jeg kunne sætte mig virkelig akavet ved siden af nogle, jeg ikke kender, men det overskrider mine personlige grænser.
NT kan og bør forbedre deres transport i form af mere togdrift eller i det mindste færre aflysninger. Det burde også være markant billigere at rejse med offentlig transport end i bil. NT er under al kritik for at have monopol og stadig ikke få løst deres problemer.



Godt nogle unge sætter fokus på lige præcis dette punkt
Det er ikke nødvendig NT, som er synderen.
Det kan også være Banedanmark, der er skyld i dine problemer…