Af Paw Rytter

Christiansdalsvej 83
Vrå
I en kommentar på Facebook skriver Søren Smalbro (V) ”…at meget af det der er sagt og skrevet om havnebestyrelsen, Arne Boelt m. fl. er helt ude i hampen ”
Kommentaren faldt i en facebooktråd, hvor NordsøPosten i en replik til en læser pointerede, at netavisen ikke kun forholder sig kritisk til Arne Boelt (S), men at den har et kritisk blik på hele den politiske horisont.
Diskussionen i tråden går på, hvorfor der er hemmelighedskræmmeri om en eventuel kommende udvidelse af Hirtshals Havn. Hvilket gav Søren Smalbro anledning til at skrive, at kritikken af lukketheden/fortroligheden bliver skrevet af ”en lille trofast flok af “skribenter”, der mener de har ret til og krav på at vide alt om alt mellem himmel og jord. Herunder oplysninger om personforhold, kommercielle forretningsforhold, delvis indgåede aftaler der skal holdes fortrolige til alle “brikker” er på plads o.s.v.”
Det taler til Søren Smalbros ære, at han ikke mener, at havnens tidligere direktions personforhold skal diskuteres offentligt. Men det er en gratis omgang, for der vist ikke nogen, der har interesseret sig synderligt for det spørgsmål. I hvert fald ikke som andet end en dyb undren over, hvorfor to personer der har varetaget driften af havnen solidt og kompetent, pludselig blev set som en sten i skoen.
Så hvem er det, fortroligheden tager hensyn til? Er det bestyrelsen eller den tidligere direktion? Eller er det af hensyn til det siddende byråd, som ukritisk godkendte afskedigelsen af den tidligere direktion?
Rapportens beskrivelse af den tidligere direktion stiller den ikke i et dårligt lys. Tværtimod. Men rapportens konklusion virker til gengæld villet.
Gad vide, hvor mange medlemmer af byrådet, der har haft mandsmod til at se den tidligere direktion i øjnene ovenpå dette uskønne forløb?
Al den snak om nødvendigheden af fortrolighed er ikke meget værd, hvis den ikke hviler på et solidt fundament af elementær ordentlighed.


