Af Agnes Cecilia Tvilling-Sloth
Smørkrogvej 35
9870 Sindal
Regeringen har taget initiativ til en madordning for folkeskolerne, der afprøves i det nuværende skoleår. Men er det en løsning på et gennemgående problem i folkeskolen, eller blot en ny madpakke af konflikter? Jeg er ikke overbevist.
Størstedelen af mine år i grundskolen tilbragte jeg på en lille privatskole på landet. Ressourcerne var knappe, og skolen bar præg af det. Hvordan skal en skole af denne type leve op til de standarder, de gerne skulle imødekomme, for at skolemad skal blive så inklusivt, som regeringen vil have?
Disse skoler findes spredt over hele kommunen, og hvis kravene for skolemaden skal imødekommes, kræver det en gennemrenovering af op til flere skolekøkkener i kommunen. Derudover vil pladsen også blive knap, for hvis både den glutenallergiske, veganske og laktoseintolerante skal have mad, kræver nærmest udvidelse af lokalerne. Jeg mener, at ressourcerne kunne fordeles meget bedre!
For mig, handler det ikke om et madtilbud til alle. Jeg tror, det starter med bedre trivsel, tryghed og tid. Den, der ikke vil spise og pakke mad hjemmefra, vil ikke nødvendigvis spise den mad, der serveres for dem, sammen med alle andre børn på skolen.
Derudover tror jeg også oplevelsen af skolemaden vil differere meget fra skole til skole – vil eleverne på landsbyskolerne have samme oplevelse som eleverne på skolerne i Hjørring by?
Jeg mener, at man i stedet skulle have flere midler til at se den enkelte elev. Først her, tror jeg, at man finder ind til grundkernen af problemet. Er det hjemmet, omgivelserne eller noget, der sker inde i eleven selv?
Det tror jeg er langt mere væsentligt, end at lave et madtilbud, der aldrig vil blive 100% inklusivt, hvis det skal være økonomisk realistisk.



Begavet indhold og godt skrevet