Af Signe Trinskjær
Gartnervænget 37
9760 Vrå
Jeg er en 18-årig pige, der ofte går i byen – men helt ærligt, skal det virkelig være på bekostning af min tryghed?
Jeg er træt af at være bange. Træt af at skulle holde øje med min drink hele tiden. Træt af at høre om piger, der bliver drugget eller voldtaget, mens alle bare trækker på skuldrene og siger: ”Hun kunne bare have taget mere tøj på.”
Siden hvornår er det blevet normalt, at man kun bliver ansat på en klub, hvis man er villig til at drugge sine gæster? Og hvorfor er den klub stadig ikke blevet lukket? Fordi det ikke bliver taget seriøst.
Der bliver talt så meget om tryghed og sikkerhed – men i nattelivet eksisterer det ikke. Vagterne virker ofte ligeglade, så længe der bliver tjent penge. ”Vi kan ikke gøre noget” siger de. Undskyld mig, men jo – I kan gøre noget. Sæt flere vagter på. Installer overvågningskameraer. Lav teststationer, så man kan tjekke sin drink. Gør noget – hvad som helt – i stedet for bare at lade som ingenting, mens unge piger bliver ofre weekend efter weekend.
Jeg er rasende over, at det skal være normalt at frygte sit eget liv, bare fordi man gerne vil i byen. Vi har ret til at føle os trygge, og jeg er træt af, at ansvaret altid bliver lagt på os piger.
Det er ikke os, der skal ændre adfærd – det er systemet, der skal vågne op.


