Af Niels Worup
Tårs
“Jeg er træt af alle de beskyldninger, der kører op til kommunevalget i Hjørring. Hvorfor ikke fokusere på at fremhæve de positive ting, som hvert parti står for, og de løfter, de giver? Det ville være rart med nogle voksne, seriøse diskussioner i valgkampen.”
Altså, nu er det jo kommunevalg, og man kan næsten mærke stemningen af politisk drama i luften, men på en god måde, ikke? Ikke den der “skænderi om affaldssortering” eller “den årlige debat om hvor meget græs der skal være på torvet”, men mere som en reality-tv konkurrence, hvor politikerne kæmper om at få den sidste pakke ketchup i supermarkedet. Hvem kommer først til at redde den sidste tomme postkasse fra nedrivning? Hvem lover at bygge en storslået have med roséflasker som vaser? Hvem holder taler, der er så episk, at selv Shakespeare ville sende dem et par likes på Facebook?
Men lad os være ærlige: hvad har de andre politikere egentlig at byde på? De taler om velfærd, skatter og bæredygtighed, men hvor er deres passion for gamle bilers motorbrøl og den ægte, naturtro duft af brændte fisk til stjerneskud? Ingen taler om, hvordan man kan omdanne kommunehuset til et drive-in for veteranbiler, hvor de bliver budt velkommen med en stor skilte der siger: “Her er vi for at skubbe til grænserne for biler og for livet.”
Og jeg ved ikke, med dig, men hvis en politiker ikke kan få mig til at tro på, at vi kan lave en årlig festival, hvor vi kombinerer en muskelbiludstilling med stjerneskud og fisk, så kan de lige så godt tage et skridt tilbage og lade folk, der har flair for det, tage over. Vi taler om et mål om fællesskab, folkens! Og i mit fællesskab er der plads til en godt smurt motor og et klart himmelskrabende stjerneskud.
Så på valg-sedlen i år, kan du jo finde en, der er villig til at forsvare vores vigtige værdier: fisk, røg og brølende biler!
P.S. Hvis der findes et parti med en slogan som “En kommune hvor fisk er kongen, veteranbilerne er helte og himlen er kun fyldt med stjerneskud,” så tager jeg gerne det kryds.
Det startede ganske uskyldigt. “Skat, har du lyst til stjerneskud til middag?” spurgte han en dag, mens han kiggede på mig med de der håbefulde øjne, som kun folk, der aldrig havde set et stjerneskud, kunne have. “Hvad siger du?” Og det var lige der, jeg vidste, at der var noget, der var ved at blive en ting.
Jeg, der er en rimelig person, tænkte: Okay, stjerneskud er lækkert. En gang imellem skader det ikke. Men så begyndte det at ske… hver uge. Jeg kunne mærke, at noget ikke var helt rigtigt. Jeg ville gerne prøve andre ting! Mødes for en sushi date? En burger? Men nej, der var kun ét svar:
“Er du sikker på, du ikke vil have stjerneskud? Jeg kender et sted, der laver det helt perfekt.”
Men det værste var, at hver gang vi var ude at spise med venner, skulle vi have stjerneskud. Jeg kunne se folk prøve at undgå vores blik, som om de vidste, at de også var på vej til at blive ofre for et stjerneskuds-diktatur.
Og sådan blev det: Jeg måtte til sidst finde en terapeut for os. Der lærte vi, at stjerneskud kunne være en ting, men at vi også kunne finde på at spise noget andet. Som pizza. Eller burger. Eller sushi. Og måske… bare måske… en dag ville vi være fri fra stjerneskudds-fængslet.
Men indtil da? Jeg skal bare være glad for, at han ikke er fan af… rødspættefilet.