– Hvor biblioteket plejer at være til stede ude i byrummet og deltage på festivalpladsen, inviterer vi i år til besøg på biblioteket, fortæller Lene Høg fra Hjørring Bibliotekerne…
I samarbejde med Danmarks otte naturhistoriske museer, præsenterer Hirtshals Bibliotek vandreudstillingen “Vores natur”. Udstillingen bor i en container, som opstilles uden for Hirtshals Bibliotek i det gamle rådhus i perioden 19. maj til 8. juni.
Vilde dyr og planter fra den danske natur
“Vores natur” viser en fascinerende samling af vilde dyr og planter fra den danske natur. Samlingen stammer fra landets naturhistoriske museer, og formålet med udstillingen er at give viden om og kendskab til dansk natur og anspore danskerne til at opleve den selv.
Udstillingen består af seks montrer, der fortæller spændende historier om hav & kyst, skoven, det åbne land, søer & vandløb, landskabets dannelse og byen. Derudover kan man se en række klappedyr og mærke sælens bløde pels og pindsvinets spidse pigge. Udstillingen knytter sig til DR’s tv-serie “Vilde vidunderlige Danmark”, der løb over skærmen i 2020.
Containerudstillingen er åben alle dage i tidsrummet 8-21, så adgang er uafhængig af bibliotekets åbningstider. Containeren trækker sin strøm fra de solceller, den har siddende på taget.
Foto: Hjørring Bibliotekerne