Efter otte år som samlingspunkt for gæster og lokale i området nærmer Morfars Køkken Cafe og Restaurant sig sidste dag. Ejendommen er solgt, og dermed sætter ejerne punktum for en periode, der har budt på både travlhed, glæde og uforglemmelige møder.
Siden åbningen har stedet været kendt for sin hyggelige atmosfære og personlige tilgang til gæsterne. Bag Morfars Køkken står Marianne og Leif Mortensen, som gennem årene har drevet caféen med hjælp fra dedikerede medarbejdere, trofaste leverandører og familiens støtte.

Inden dørene lukker for godt, inviterer Morfars Køkken til en afskedsdag lørdag den 29. november klokken 12. Her bliver der mulighed for at nyde en sidste bid mad og en sidste drik, når fryseren og ølhanen tømmes. Arrangementet er tænkt som en tak til de mange gæster, der har lagt vejen forbi gennem årene.
Med lukningen afsluttes et kapitel, der har været præget af fællesskab og nærvær. For ejerne har det været en ære at være en del af gæsternes hverdag, og de håber, at mange vil kigge forbi til den sidste hilsen.
Link til relateret artikel


