En af de mere ukendte kandidater til tirsdagens kommunalvalg, og dermed en plads i Hjørring Kommunes byråd, er Christian Simonsen fra Hjørring.
Ukendt er måske for meget sagt, for han har den senere tid gjort sig bemærket på flere måder.
Dels skiftede han på grund af private omstændigheder fra Vendelbo-Listen til den nye liste Stabilt Demokrati, hvis leder er den kendte Hell Angels rocker og dømte drabsmand Jørn ”Jønke” Nielsen. Han skød og dræbte i 1984 den rivaliserende rockerklub Bullshits leder, kaldet ”Makrellen”.

Christian Simonsen stillede til et valgmøde på Vendelbohus sig på scenen sammen med Jørn ”Jønke” Nielsen i selskab med Den Skaldede Kok og har fået kritik for at stille op for Stabilt Demokrati med en drabsmand i spidsen. Den kritik har han afvist således:
” Når min partiformand stiller op i Odense, er pressen hurtigt ude med overskrifterne, fordi han engang har begået et mord. Han har dog afsonet sin straf – for 41 år siden. I dag handler det om hans politik, ikke om fortiden. Vi er et fredsparti, der arbejder ud fra sund fornuft”.

Christian Simonsen gjorde sig også bemærket i en valgudsendelse på TV2Nord, hvor han fik sagt noget i stil med, at landsbyen Lørslev affolkes. Det fik kandidaten meget kritik for af flere i Lørslev, som fremførte, at Lørslev faktisk er en landsby med masser af virkelyst, sammenhold og aktivitet.
En af kritikerne er en anden byrådskandidat Martin Lønborg fra Venstre, som bor i Lørslev. Hans skrev blandt andet:
”Lørslev er et levende bevis på, hvad der sker, når vi står sammen, handler og tror på udvikling frem for afvikling. Vi viser hver dag, at lokalt engagement og fællesskab kan skabe varig fremgang. Vi er ikke ofre for udviklingen – vi er drivkraften bag den og vi stiler efter at være rollemodeller for alle andre små samfund i både Hjørring Kommune og resten af landet.”
Christian Simonsen kom efter kritikken med en direkte undskyldning, for udtalelserne på TV2Nord, til de gode mennesker i Lørslev.
NordsøPosten har spurgt manden selv: Hvem er Christian Simonsen?
– Jeg har interesseret mig meget for politik de sidste cirka 20 år. Min datter er jo på Åge Holms Vej (kommunalt opholdssted, red.) og efter, at der opstod en del problemer dér og især også for min datter, blev jeg meget mere engageret i det. Jeg vil derfor forsøge at skabe nogle bedre vilkår især for de ældre og handicappede.
– Derfor valgte jeg at stille op for Vendelbo-Listen, men da der så i marts skete nogle private omstændigheder, var jeg nødt til at trække mig.
– Da der faldt ro over tingene igen, kiggede jeg på Stabil Demokratis politik og kunne bedre se mig dér end hos vendelbolisten. Efter dialog med dem blev vi enige om, at jeg skulle stille op for dem til kommunalvalget 25.
– I min fritid elsker jeg at bage og spiller dart to gange om ugen i SEIF Dartklub i Strandby, og så nyder jeg børn og børnebørn. Jeg har faste rutiner sammen med min datter på Åge Holms vej to gange om ugen, som hun ser frem til hver gang. Min kone og jeg elsker at rejse, mest til Østen, en måned først på året og måske en tur til USA, som vi også elsker. Vi har kørt Florida rundt på motorcykel samt tværs over landet i bil. Vi tager måske også en lille sviptur en uge sydpå.
– Min fremtidsudsigt for Hjørring Kommune, handler om at vi skal have et paradigmeskifte i Hjørring byråd. Jeg kan se og høre, med de beslutninger, der tages derinde, at flere af dem, der styrer ”forretningen” i mine øjne er levebrødspolitikker. Vi trænger til stor udskiftning og nye øjne på styringen.
– Jeg ser og ønsker, at Hjørring Kommune er et sted, hvor folk kan være trygge at bo i og en kommune, hvor der er meget mere åbenhed i de forskellige forvaltninger.
Havnen i Hirtshals skal privatiseres med 49 procent, så vi kan få private investorer ind, der kan skabe mere liv på havnen, end der er nu. I dag er der ikke rigtig noget. Vi skulle nødig ende som Frederikshavn, og derfor skal der omstruktureres på Hirtshals Havn.
Christian Simonsen stiller altså op også i modvind – og som eneste kandidat på listen Stabilt Demokrati –
Tirsdag den 18. november 2025 er der valg til kommunalbestyrelsen, byrådet, og til regionsrådet.



