Lørdag den 15. november inviterede Brand New Opry Country Club (BNO) til julefrokost på Bindslev Hotel, og stemningen var helt i top længe før første ret blev serveret. Lokalet var pyntet med flag, bannere og masser af westernstemning, og gæsterne var mødt op i ægte countrystil med cowboystøvler, cowboyhatte og andre detaljer, der fuldendte atmosfæren. Det kunne mærkes, at det her ikke var en almindelig julefrokost, men en Country-julefrokost.
Aftenen begyndte med den klassiske julemenu. Til forret blev der serveret sild og fiskefilet, og herefter stod den på medister, grønlangkål og alt, hvad der hører til en traditionel nordjysk julemiddag. Snakken gik livligt rundt om bordene, og skålene kom hurtigt i gang, hvilket kun løftede stemningen endnu mere.
Det Nordjyske countryband All Jacked Up Country Band stod for musikken og leverede et brag af et sæt, som fik både cowboys og cowgirls ud på dansegulvet. Der blev danset, sunget med og hujet, som kun en countryfest kan præstere.
Arrangørerne havde også sørget for et amerikansk lotteri, hvor en række sponsorer havde doneret flotte præmier. Overskuddet går til foreningen BNO. Blandt sponsorerne var: Spar Nord, Super Vin Hjørring, Bygma Hirtshals, XL Byg Hjørring, Finn’s Bar, Gitte Lyngby, Gavehjørnet Hirtshals, Vebers Westernshop, Nordsøen Oceanarium, Kirsten Frænde, Steen Engbjerg, Krøltoppen, Horne Pizza, Hjørring Camping og Fritid, Kontor og Papir Hjørring samt Sparekassen Danmark.
En af aftenens gæster fortæller, at selvom der helt naturligt er mange gengangere til de her country-arrangementer, så var det ekstra positivt at se flere nye ansigter denne aften. Han fremhæver, at countrymusik gør folk glade, og at endnu flere burde komme og være med. “Man behøver ikke nødvendigvis at have cowboyhat og støvler. Man må gerne komme i det outfit man har lyst til,” understreger han.
Aftenen på Bindslev Hotel blev en festlig fejring af både jul og countrykultur, og deltagerne gik hjem med gode minder og helt sikkert ømme dansestøvler.


