Af Karl H. Bornhøft
Tidligere byråds- og amtsrådsmedlem samt folketingsmedlem
Kandidat til KV25 for SF
Hedebovej 1, Harken
9760 Vrå.
Der er nogle, der med et smil på læben har antydet, at jeg måske burde stille op til Ældrerådet i stedet for byrådet.
Mit svar har været enkelt: “Intet slår en dansk, folkevalgt forsamling med direkte beslutningskompetence!”
For jeg elsker demokratiet. Ikke som et fint ord i grundloven, men som det levende fællesskab, det er — når mennesker mødes, diskuterer, er uenige, og alligevel prøver at finde løsninger sammen.
At stemme er for mig en ren kærlighedserklæring til demokratiet.
Det er dér, vi minder hinanden om, at vi selv er med til at forme den virkelighed, vi lever i — lokalt såvel som nationalt.
Og skulle nogen mene, at det hele er lidt gammeldags, så lad mig sige det sådan her:
Det er faktisk meget moderne at tro på samtalen, fællesskabet – og demokratiet.


